DR-dokumentaren om kryolit, der i øjeblikket får gevaldige hug for dens metoder, har allerede fået højtstående grønlandske politikere op af stolen.
Og dokumentaren kommer da også til at få store konsekvenser for den igangværende valgkamp i Grønland. Det vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
»Der er ikke nogen tvivl om, at at dokumentaren, hvor fejlbehæftet den så ellers måtte være, bidrager til fortællingen om, at Danmark er en kolonimagt, og nu er det på tide at rive sig løs,« siger han.
Dokumentaren 'Grønlands hvide guld' handler om værdien af mineralet kryolit, som danske virksomheder i mere end 130 år hev op fra den grønlandske undergrund.
Der fokuseres især på, at salget af kryolit gennem tiden ville svare til en omsætning på 400 milliarder kroner i nutidens Danmark.
»Det er blevet et indspark i valgkampen, der kommer til at ægge og opildne selvstændighedstankerne og give en Brexit-stemning om, at 'vi da sagtens kan klare os uden Danmark',« siger Henrik Qvortrup.
Og dén analyse står han ikke alene med.
Til TV 2 har Maasana Egede, der er chefredaktør på det grønlandske medie Sermitsiaq, fortalt, at han tror, at grønlænderne efter dokumentaren »sidder med en form for vrede og skuffelse over de nye informationer.«
»Jeg tror, det bliver en anden diskussion, om hvad Danmark måske skylder Grønland, når det kommer til stykket,« udtaler han.
Men i kølvandet på dokumentaren advarer flere professorer, blandt andet her i B.T., nu om misvisende tal for kryolit-indtægterne i Grønland: De danske gevinster fra minedriften er nemlig usikre, lyder det.
Men noget tyder altså på, at skaden er sket.
»Jeg tror ikke, at sådan en finere fransk regnemetode-diskussion når ud til alle vælgerne på Grønland, så fortællingen er nok mere, at nu kæmper Danmark med næb og klør mod, at sandheden kommer frem,« siger Henrik Qvortrup.
Grønlænderne skal til valg 11. marts.
En af valgkampens store temaer er netop spørgsmålet om selvstændighed – og den dertilhørende diskussion om det danske bloktilskud, der udgør omkring halvdelen af selvstyrets budget.