‘Vi har svigtet. Jeg har svigtet. Og hold kæft, hvor er jeg ked af det. Og så må vi handle’. Sådan skrev Morten Østergaard på sin facebookprofil i slutningen af september, da 322 kvinder stod frem og fortalte om sexisme i politik.

Men der er tilsyneladende langt fra det skrevne ord til handling. For nu, hvor Radikale Venstre selv er blevet ramt af en Me too-sag, så virker deres ageren sløv og langt fra så resolut, som de har prædiket, lyder det fra B.T.’s politiske redaktør Henrik Qvortrup.

»Det lugter langt væk af, at det er nemmere at kloge sig på andre, end at tage sin egen medicin. På den ene side har man idealismen og på den anden side hensynet til sig selv. Det er altid meget nemmere at håndhæve idealismen, når det handler om alle andre, end om en selv,« siger Henrik Qvortrup.

Ordene falder efter, at Morten Østergaard tidligere mandag aften har offentliggjort på sin facebook-profil, hvordan man vil håndtere den sexisme-sag, som partiet er ramt af.

Her forklarer han, at man vil lave en intern undersøgelse af omfanget af sexisme i partiet.

»Vores interne undersøgelse skal sikre os grundlag for at komme videre. Men der skal naturligvis handles på de sager, som undervejs bringes til torvs. Det er mit løfte, at det vil ske, som det også er sket i Lottes tilfælde. Her har vi handlet, og vi har taget fat om problemet, så det ikke gentager sig. Vi er ikke færdige, men vi er i gang,« skriver Østergaard med henvisning til sagen om Radikale Venstres folketingsmedlem Lotte Rod .

Hun har fortalt, at hun gentagne gange er blevet taget på - både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre. Desuden har hun oplyst navnet på krænkeren til ledelsen i Radikale Venstre.

Og netop derfor finder Henrik Qvortrup det sløvt, at Radikale Venstre ikke gør, hvad de selv har brugt de seneste uger på at opfordre andre til.

Lotte Rod er blevet taget på flere gange - både i Radikale Venstre og i Radikale Ungdom, har hun fortalt.
Lotte Rod er blevet taget på flere gange - både i Radikale Venstre og i Radikale Ungdom, har hun fortalt. Foto: Kasper Palsnov
Vis mere

Partiet har blandt andet langet hårdt ud efter Socialdemokratiets håndtering af sagen om udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der for 12 år siden som 34-årige havde sex med en 15-årig pige fra det socialdemokratiske ungdomsparti.

Stod det til Radikale Venstre, var Kofod aldrig blevet minister, sagde ligestillingsordfører Samira Nawa ( R ).

»De har prædiket om, at de her sager krævede resolut handling, og at man ikke bare skulle skjule sandheden, men når de får deres egen sag, så er vi pludselig ude i et ekstern udvalg osv. - på trods for, at det her efter min mening er en sag, der ligger helt klart for. Hvad er det de venter på?,« lyder det fra Henrik Qvortrup, der tilføjer:

»Jeg tror, at der var mange, der havde forventet noget andet - at fordi de Radikale har haft så høj en cigarføring de seneste uger, at så ville man træde i karakter, når sagen ramte i egne rækker.«