»Jeg har som politisk leder stået med mere end én sag om sexisme på vores arbejdsplads. Jeg har begået fejl i den håndtering. Det ser jeg nu,« skriver politisk leder Morten Østergaard på sin Facebook.

Partiet vil nu indlede en undersøgelse:

»Vi er hos Radikale Venstre begyndt med iværksættelsen af en ekstern undersøgelse af omfanget og karakteren af sexisme i vores parti.«

Morten Østergaard skriver, at undersøgelsen bl.a. sættes i gang på baggrund af hændelser, som Radikale Venstres folketingsmedlem Lotte Rod har fortalt om.

»Jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre,« siger Lotte Rod.
»Jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre,« siger Lotte Rod. Mads Claus Rasmussen

»Jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre,« skrev hun på Facebook 16. september og fortsatte:

»Lige nu er det som om, alle gemmer sig bagved, at problemerne er et andet sted. Andre mænd i andre partier. Men de mænd, der gør det, skal ikke gemme sig. De skal stå til ansvar for, at det ikke kun er alle mulige andre steder. Det sker her hos os. Det skal stoppe nu.«

Lotte Rod har oplyst navnet på sin krænker til ledelsen i Radikale Venstre, men Morten Østergaard sætter ikke navn på vedkommende i sit facebookopslag, og det kommer heller ikke til at ske foreløbigt.

»Mens vi handler på konkrete sager, må det ikke forskubbe fokus fra det strukturelle problem over på den enkelte sag og skabe et miljø, hvor det ikke er trygt at stå frem,« skriver Østergaard og fortsætter:

»Det sker her hos os. Det skal stoppe nu,« siger Lotte Rod fra Radikale Venstre.
»Det sker her hos os. Det skal stoppe nu,« siger Lotte Rod fra Radikale Venstre. Kasper Palsnov

»Derfor vil Lotte Rods sag heller ikke blive oplyst yderligere i medierne. Men når vi er i mål, vil vi samlet redegøre for konsekvenserne i de sager, der har været.«

Radikale Venstre har på det seneste været meget aktive i den opblussede MeToo-debat.

Partiet rettede et angreb mod udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

De Radikale havde ikke valgt ham som minister, fordi han som 34-årig havde sex med en 15-årig pige fra det socialdemokratiske ungdomsparti, sagde ligestillingsordfører Samira Nawa 10. september.

I fredags kunne man desuden følge en 24 timer lang debat med live-udsendelser om sexisme på Radikale Venstres facebookside.

Partiet - herunder især Samira Nara - har argumenteret for, at man åbent skal tale om MeToo-sagerne for at komme den sexistiske kultur til livs.

»Man kan ikke med den ene hånd gå ud og hylde Sofie Linde for en 12 år gammel hændelse og så samtidig sige: Det, der skete i vores eget parti, taler vi ikke om – selv om det i øvrigt også er 12 år siden,« sagde Samira Nawa om Socialdemokratiet og Jeppe Kofods 12 år gamle sag.

Mandag er Radikale Venstre dog knap så åbne: Morten Østergaard vil ikke give interviews til medier om den aktuelle sag, oplyser partiet til B.T.