Med tirsdagens valgsmæk til Socialdemokratiet står én ting nu klart.
»Der kommer ikke et folketingsvalg på denne side af sommerferien,« vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup:
»Nu vil de vil trække den, så længe de kan, for at få repareret, hvad der kan repareres.«
For tirsdagens kommunalvalg blev en »fuldtonet katastrofe« for Socialdemokratiet og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen med store nedture over næsten hele landet. Ikke mindst i sædvanlige S-bastioner: Læs mere om det her.
Og selvom der altså er tale om et kommunalvalg, er de landspolitiske konsekvenser ifølge Henrik Qvortrup ikke til at komme udenom.
»Det er også Mette Frederiksens nederlag,« siger han:

»Hvordan du end vender og drejer det, så er det også vælgernes reaktion på de beslutninger, Socialdemokratiet har truffet over de seneste år med eksempelvis at indgå i en regering hen over midten.«
Han peger videre på, at tirsdagens monumentale begmand kan være med til at tvinge Socialdemokratiet ud på en anden kurs.
En kurs væk fra midtersamarbejdet, og væk fra en kurs over mod de borgerlige, hvor der eksempelvis netop er indgået en finanslov med Konservative og ikke SF.
»Jeg forventer et forstærket pres på Mette Frederiksen. Katten er ude af sækken. Nu bliver det legitimt at tale om, hvorvidt politikken har været den rigtige, og om snittet skulle have være lagt anderledes,« siger Henrik Qvortrup:
»Og jeg vil ikke afvise, at den diskussion kan blive selvforstærkende hen over de kommende måneder.«
B.T.s politiske analytiker kalder også valglussingen til Socialdemokratiet for et paradoks.
For fra regeringen lyder det kontinuerligt, at det går godt. Økonomien er fantastisk, der er milliarder tilovers, og danskerne kan være trygge.
»Og alligevel indkasserer hende, der er i spidsen for det hele, et forsmædeligt nederlag. Det må kalde på en eller anden form for refleksion for Mette Frederiksen,« siger Henrik Qvortrup:
»Folk har sagt 'tak, men nej tak'. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt. Hun er nødt til at erkende nedturen, ellers risikerer hun at puste til noget, der kan blive meget værre.«
Der skal senest være afholdt valg til Folketinget ved udgangen af oktober næste år.
Følg B.T.s liveblog om kommunalvalget HER.

