Man kunne se det på Mette Frederiksen, allerede da den danske statsminister tirsdag aften holdt sin tale til de socialdemokratiske vælgere.

Det mener B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup:

»Jeg synes, det var tydeligt, at det her oversteg hendes værste forestillinger om, hvad der kunne ske,« siger han:

»Den Mette Frederiksen vi så gå på scenen i aftes – endda inden katastrofens omfang stod helt klart – var en Mette Frederiksen, der virkede rystet.«

Og med god grund.

For det socialdemokratiske udfald af tirsdagens kommunalvalg var en gedigen lussing fra vælgerne over hele landet. 

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bliver ikke overborgmester i København.
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bliver ikke overborgmester i København. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag morgen har overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil  erkendt sit nederlag: Efter over 100 år har partiet tabt København. 

»Man kan sige mange ord om det, men jeg synes at vi læner os op af en nedsmeltning her. Det er en fuldtonet katastrofe,« som Henrik Qvortrup beskriver det.

Her er nogle nedslag:

  • Socialdemokratiet er gået tilbage i 87 ud af landets 98 kommuner.

  • Socialdemokratiet taber København efter over 100 år på overborgmesterposten.

  • Venstre har nu flere borgmesterposter end Socialdemokratiet.

  • Socialdemokratiet er på landsplan gået tilbage fra 28,4 procent af stemmerne i 2021 til 23,2 procent af stemmerne i år.

  • Flere store S-bastioner som Randers, Gladsaxe og Næstved er faldet. 

  • Også partiets næstformand, Marie Stærke, er færdig som borgmester. I Køge.

  • På Læse og Fanø er der slet ingen S-politikere i de nye byråd.

»Det her er et monumentalt nederlag til Socialdemokratiet og ikke bare procentvis. Partiet mister nogle symbolsk vigtige bastioner,« siger Henrik Qvortrup:

»Det er et anslag mod Socialdemokratiets selvforståelse som det store brede parti. Og det her kan næsten ikke undgå at få en afsmittende effekt landspolitisk.«

B.T.s politiske analytiker påpeger således også, at det i høj grad er Mette Frederiksens nederlag.

Henrik Qvortrup er politisk analytiker hos B.T.
Henrik Qvortrup er politisk analytiker hos B.T. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

Hun har kastet sig ind i valgkampen på en meget synlig facon for, at det skulle gå godt for partiet.

Men altså uden effekt.

Det er København et meget godt billede på. Her blev Pernille Rosenkrantz-Theil håndplukket som overborgmesterkandidat, hvilket endte i et historisk nederlag alligevel.

Som Henrik Qvortrup udtrykker det:

»Tilbage står, at Mette Frederiksen mente, at opbakning, som Sophie Hæstorp Andersen (tidligere S-overborgmester, red.) fik ved sidste valg, var for farlig og for lidt, så hun gik ind med en brutal intervention,« siger han:

»Og hvordan gik det? Socialdemokratiet fik 17,2 procent ved seneste valg og nu 12,7 procent. Det siger jo alt. Selv ikke statsministerens brutale magtspil kunne ændre noget som helst på nedturen.«

Følg B.T.s liveblog om kommunalvalget HER.