Fejden mellem formanden og næstformanden i Venstre lader til at opnå et foreløbigt klimaks tirsdag aften.

Ifølge B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, er situationen i partiet nu så uholdbar, at det er mere end vanskeligt at forestille sig, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg begge kan fortsætte med at bestride deres respektive, nuværende poster.

»Vi er nået dertil, at tingene er kørt så meget op i en spids, at det er ham eller hende,« siger Henrik Qvortrup.

Dog skal det understreges, at det ingenlunde er sikkert, at der kommer en afgørelse på situationen i aften, hvor forretningsudvalget er indkaldt til krisemøde.

Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag.
Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Medlemmerne skal tage stilling til, om de bakker op om Jakob Ellemann-Jensen eller næstformand Inger Støjberg i spørgsmålet om, hvorvidt sidstnævnte bør stilles for en rigsret.

Ifølge Henrik Qvortrup vil Jakob Ellemann-Jensen givetvis få opbakning fra forretningsudvalget.

Under normale omstændigheder ville det typisk føre til, at den tabende part ville trække sig fra sine poster. Men sådan er det slet ikke sikkert, at tingene vil gå, vurderer Qvortrup.

»Havde Inger Støjberg været en sædvanligt tænkende politiker, ville hun se skriften på væggen og trække sig. Men sådan er hun ikke. Det her kan sagtens ægge hende yderligere til kamp, vel vidende at det ikke er forretningsudvalget, men landsmødet, der bestemmer, hvem der er næstformand i Venstre,« siger han.

Inger Støjberg risikerer en rigsretssag.
Inger Støjberg risikerer en rigsretssag. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvis Støjberg ikke opnår opbakning og samtidig vælger ikke at trække sig, forventer Henrik Qvortrup, at der vil blive indkaldt til et ekstraordinært landsmøde, hvor Venstre-baglandet skal tage stilling til spørgsmålet.

Her vil resultatet være mindre givet på forhånd, lyder vurderingen. Dog tror Henrik Qvortrup på, at formanden ville få sit flertal. Men ikke uden omkostninger.

»Jeg tror, Jakob Ellemann-Jensen vil have landsmødet med sig, men sådan en afstemning kan blive så tæt, at det vil udstille ham og reelt dele partiet midt over. Uanset hvordan det ender, er det en forbandet situation for Ellemann-Jensen,« siger Henrik Qvortrup