De Radikales folketingsmedlem Ida Auken skriver i et Facebook-opslag, at hun bad partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, om at gribe ind over for den tidligere leder Morten Østergaard, efter hun havde oplevet ham opføre sig krænkende til Folkemødet.

Opslaget er nu med til at sende Det Radikale Venstre mod en nedsmeltning. Det mener B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Man troede, der var slut. Men det er helt vildt, hvor meget de kan ødelægge det for sig selv i det parti. Nu er der åben krig,« siger han og fortsætter:

»Det er et parti, hvor man ser tendenser til, at partiet er under nedsmeltning. Der hersker kaos, maskerne falder, og de betaler prisen ved, at det uden tvivl kommer til at koste tilslutninger.«

Som tidligere afdækket i B.T. sendte Ida Auken en mail til folketingsgruppen i lørdags, hvor hun fortalte, hvad hun vidste.

Men over for B.T. benægtede Sofie Carsten Nielsen ellers i mandags, at Auken havde advaret Sofie Carsten Nielsen.

»Jeg er ikke blevet orienteret om en sag om Morten Østergaard for tre år siden,« meddelte hun i et skriftligt svar.

Overlever Sofie Carsten Nielsen det her, hvis hun lyver, og Ida Auken har ret?

»Det er et svært spørgsmål. Hvis hun ikke lige var trådt til, så ville jeg tænke, at det så skidt ud. Men der skal meget til, før de smider en leder på porten, som de lige har valgt. Har hun til gengæld misbrugt de andres tillid, så kan det ikke gå. I går (tirsdag, red.) var jeg sikker på, at hun ville overleve, men jeg er noget mindre sikker i dag,« siger Henrik Qvortrup.

Han tilføjer, at Sofie Carsten Nielsen står over for et kæmpe forklaringsproblem, hvis Ida Auken har ret, og hun kan bevise sin påstand.

»Ida Auken er sygemeldt, og det skulle undre mig, hvis hun fra sit sygeleje skulle melde det her ud, uden at hun har dokumentationen i orden. Hun ved godt, at der er en åben krigserklæring,« vurderer Qvortrup.

Sofie Carsten Nielsen skriver på Facebook, at hun er »rasende« over de anklager, som Ida Auken kommer med, og hun afviser igen, at hun skulle være blevet advaret for tre år siden.