Det tegner sig efterhånden et tydeligt billede af, at minksagen kommer til at koste fødevareminister Mogens Jensen jobbet. Spørgsmålet er nærmest bare hvordan. Sådan lyder det fra B.T.s politiske redaktør.

»Der har været nogle tilkendegivelser de seneste dage, der gør, at jeg ikke vil sætte store beløb på Mogens Jensens overlevelse som minister,« siger Henrik Qvortrup.

Og onsdagens redegørelse om regeringens håndtering af sagen, bliver efter alt at dømme begyndelsen på enden – ikke mindst fordi presset allerede er stort fra støttepartierne Enhedslisten og De Radikale på flere fronter: For den manglende lovhjemmel i forhold til at slå alle danske mink ihjel. Og for at der gik for lang tid, inden regeringen reagerede på oplysningerne om smittefaren blandt minkene og tog beslutningen om at slå dem ned.

Her er fire scenarier for Mogens Jensens skæbne oven på onsdagens mink-redegørelse, ifølge Henrik Qvortrup:

Redegørelsen om Mogens Jensen håndtering af minksagen kommer i dag.
Redegørelsen om Mogens Jensen håndtering af minksagen kommer i dag. Mads Claus Rasmussen

Scenarie 1:
»Mogens Jensen ser skriften på væggen, når redegørelsen kommer, og han vælger selv at trække sig. Det kan blive med et opslag på Facebook om, at 'han ikke vil stå i vejen for regeringens fortræffelige arbejde' og sådan noget.«

Scenarie 2:
»Enhedslisten og De Radikale – selvføgelig sammen med blå blok – siger, at det ikke går længere. Spørgsmålet er så, om det sker i dag eller torsdag, hvor Mogens Jensen igen skal i samråd. Men det kommer til at ske relativt hurtigt, i hvert fald inden fredag.«

Scenarie 3:
»Enhedslisten og De Radikale kan også vælge at sige, at sagen skal belyses yderligere via flere undersøgelser, og det kan jo trække processen ud i flere måneder. Det betragter jeg ikke som så sandsynligt.«

Scenarie 4:
»Så er der selvfølgelig den mulighed, at når alle ser redegørelsen, vil de sige 'nå, det var sådan, det foregik. Fint, der er ingen problemer'. Det er et scenarie, vi bliver nødt til at tage med: Men der er vi vist ude på teoriens overdrev.«

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske redaktør.
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske redaktør. Jon Wiche

Summasummarum: Det ligner i høj grad et Mogens Jensen-exit.

Henrik Qvortrup mener videre, at flere personer kan ryge med i faldet på grund af minksagen. Det kan dreje sig eksempelvis om embedsmænd og muligvis en departementschef i Fødevareministeriet. Men så stopper det også dér.

Sagen kommer dog ikke til at trække lignende spor ind i Statsministeret, selv om det var Mette Frederiksen, der på et tv-pressemøde rent faktisk stod og fremlagde de skrappe tiltag over for minkavlerne.

»Til det er der bare at sige, at de politiske realiteter bare er sådan, at ingen af støttepartierne er interesserede i at finde atombomberne frem. Og derfor bliver det nok ved noget råberi fra den blå side. Der er ikke rigtigt noget, der truer hende. Sagen har vist, at glansen er gået af hende som den sikre landsmoder, der styrer os trygt gennem krisen. Det renommé er blegnet noget, men det er også den skade, hun kommer til at lide,« siger Henrik Qvortrup:

Mette Frederiksens position er ikke truet, vurderer Henrik Qvortrup.
Mette Frederiksens position er ikke truet, vurderer Henrik Qvortrup. Liselotte Sabroe

»Der findes ikke et flertal i Folketinget, der vil vende sig mod hende og udløse et valg.«

Og så er der efterhånden bare tilbage at vente på, hvornår den famøse redegørelse rent faktisk kommer denne onsdag. Både Mogens Jensen og Mette Frederiksen henviste utallige gange mandag til netop den redegørelse i stedet for at svare på konkrete spørgsmål, da de stillede op til henholdsvis samråd og spørgetime.

Henrik Qvortrup håber, at den kommer inden dagens folketingsdebat kl. 13.

»Hvis den kommer efter, bliver det noget af en bizar forestilling i folketinget, for ordet 'redegørelse' var jo det mest anvendte ord i går, da alle henviste til den,« siger Henrik Qvortrup.