Statsministerens spørgetime tirsdag var på mange måder en gentagelse af spørgetimen i sidste uge, hvor det helt store emne også var mink.

Men egentlige svar fik partilederne ikke på deres spørgsmål, lyder det fra B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup.

»Vi så en statsminister fralægge sig ansvaret – eller i hvert fald ikke forholde sig til det – og hele tiden henvise til, at der kommer en redegørelse i morgen,« siger B.T. politiske redaktør Henrik Qvortrup og uddyber:

»Selv på et direkte spørgsmål på, om hun til syvende og sidst som regeringschef bærer det endelige ansvar, lød svaret næsten rituelt, ‘at det kan hun ikke svare på i dag, for der kommer en redegørelse i morgen’.«

Partiledere, journalister og den danske befolkning må altså vente på redegørelsen onsdag, hvor et af de helt store spørgsmål er, i hvor høj grad redegørelsen belaster fødevareminister Mogens Jensen.

»Forventningen her på Christiansborg er, at i morgen ikke bare bliver en skæbnedag for Mogens Jensen. Det kan også meget vel blive hans sidste dag som minister,« siger Henrik Qvortrup umiddelbart efter spørgetimen.

»Det, vi hører, er, at Enhedslisten og formentlig også De Radikale er ved at være klar til at trække tæppet væk under ham,« siger han.

Det efterlader så et nyt spørgsmål:

Hvis Mogens Jensen skal gå på baggrund af minksagen, hvorfor skal det så ikke have konsekvenser for Mette Frederiksen?

»Svaret er, tør jeg godt sige, at redegørelsen ikke får konsekvenser for Mette Frederiksen. Det er der ikke politisk vilje til,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Det er ikke nødvendigvis altid logisk her på Christiansborg. Det er også politik. Og politik og logik kan være to vidt forskellige ting.«

Politisk kommentator Erik Holstein fra netmediet Altinget er enig i, at det ser svært ud for Mogens Jensen.

»Man kan mærke på statsminister Mette Frederiksen, at hendes opbakning til ham ikke ligefrem er helhjertet. Han er samtidig en brik, der uden videre kan undværes i regeringen,« siger Erik Holstein til Ritzau.

»Så gør man hans odds op, er de godt nok dårlige. Han er selvfølgelig ikke helt uden chancer, men alt i alt må man forvente, at han ryger,« siger han.