»Det er en magtarrogance, vi oplevede fra statsministeren side i dag.«
Sådan lyder dommen fra B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, over Mette Frederiksens optræden på pressemødet tirsdag.
Her nægtede statsministeren at svare flere journalister på, hvorfor det er rimeligt, at man kan få dobbeltstraf for coronarelaterede forbrydelser.
»Hun laver alverdens krumspring for ikke at svare på spørgsmålene. Men hun burde kunne forklare, hvilke politiske grunde hun har haft for at stemme for en lov. Det må hun stå på mål for,« siger Henrik Qvortrup.
Fokusset på dobbeltstraf kommer, efter at en 30-årig kvinde fredag blev idømt to års ubetinget fængsel for at have opildnet til vold under en coronademonstration i januar.
En straf, som i alle andre sammenhænge end corona kun ville have givet kvinden ét års fængsel. Men sidste år vedtog et flertal i Folketinget en særlig lov om, at forbrydelser i forbindelse med corona kan give dobbeltstraf.
Hvorfor det er rimeligt, vil Mette Frederiksen dog ikke svare på.
»Konkrete sager ved domstolene udtaler jeg mig selvfølgelig ikke om,« svarer statsministeren den første journalist, der nævner de igangværende sager, hvor folk risikerer at få dobbeltstraf.

Det får efterfølgende flere journalister til at spørge mere generelt ind til dobbeltsstraf. Men heller ikke her vil Mette Frederiksen ud med sproget.
Hun bliver ved med at henvise til, at hun ikke kan udtale sig om vaserende sager, som det kan ses i videoen øverst på artiklen.
Ifølge Henrik Qvortrup er det helt efter bogen, at statsministeren ikke vil kommentere på konkrete sager, men ikke at ville kommentere på lovgivning, hun selv har stemt for, er ekstremt besynderligt.
»Vi spørger ikke ind til den konkrete sag. Vi spørger, hvorfor loven er skruet sammen således. Jeg har aldrig oplevet sådan en afvisning før. Det siger noget om regeringens magtarrogance. Jeg synes oprigtigt, vi er ude på et skråplan, hvis politikerne ikke kan forklare, hvorfor de stemmer for ting.«
»Alle love er jo potentielt grundlag for en retssag i kongeriget, så hvis den her praksis, hun lagde an til, er gældende, så betyder det, at ingen politikere kan forholde sig til nogen som helst love nogensinde,« siger Henrik Qvortrup.
Og vi mangler stadig svar på spørgsmålet, hvis du spørger Henrik Qvortrup. For hvordan giver det mening, at man får to års fængsel for at opildne til vold under en coronademonstration, men kun et års fængsel under en klimademonstration?
»Hvorfor temaet for en demonstration skal afgøre, hvor hårdt du straffes, det vil ingen svare på,« siger Henrik Qvortrup.
I sine forsøg på at komme uden om spørgsmålet fra journalisterne får Mette Frederiksen sendt spørgsmålene videre til justitsminister Nick Hækkerup.
»Hvis man har et konkret spørgsmål til lovgivningen, så kan justitsministeren svare,« lød det fra Mette Frederiksen.
Endnu et brist på dagens pressemøde, hvis du spørger Henrik Qvortrup.
»Der har vi endnu et logisk brist. Hvis hun ikke kan forholde sig til loven, fordi der kører en retssag, så kan justitsministeren vel heller ikke. Det er noget forvrøvlet noget det hele,« siger Henrik Qvortrup.