B.T.s afsløring om Moderaternes påståede dårlige arbejdsmiljø kan føre til partiets nedsmeltning.
Det siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter det fredag kom frem, at nuværende og tidligere medarbejdere i Lars Løkke Rasmussens parti har indberettet mobning og sexisme til Arbejdstilsynet.
Centralt i sagen står Moderaternes nyudnævnte digitaliseringsminister, Caroline Stage, som indtil torsdag var Løkkes personlige rådgiver, og som ifølge B.T.s oplysninger skal have kendt til de ansattes utilfredshed.
»Jeg tager afsæt i, at hun har kendt til en sexistisk kultur,« siger Qvortrup.
Viser det sig, at hun har informeret Løkke om situationen, har partiet et stort problem, mener analytikeren:
»Så har vi en partiformand og udenrigsminister, der har vidst, at medarbejderne i Moderaternes sekretariat har måttet leve med den slags utålelige sexistiske forhold uden at gøre noget ved det, samtidig med at han er formand for et parti, som har slået sig op som særligt bevidste om at undgå sexisme og MeToo,« siger Qvortrup.
»Så er det en full blown skandale.«
I klagen beskrives eksempler på blandt andet chefers bagtalen af medarbejdere i andres påhør, nedladende kommentarer om kvindelige ansattes udseende og faglige evner fra chefer, samt chikane af en gravid ansat.
Når sagen er så pikant, siger Qvortrup, er det fordi, at flere af de involverede er tæt på partistifter Lars Løkke Rasmussen.
»Jeg vil da ikke afvise, at det her også kan føre til, at nogle medlemmer kunne vælge at søge ind i andre partier. Og så har vi pludselig noget, der måske kunne få regeringens flertal til at bevæge sig.«
B.T. er i skrivende stund ikke lykkedes med at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.
Folketingsmedlem Jeppe Søe (M) har i en mail sendt til flere i partiet, som B.T. har set og omtalt fredag, skrevet, at flere har vidst noget om situationen uden at handle:
»Som jeg ser det, kan Moderaterne inden for kort tid blive kastet ud i en af de sværeste kriser overhovedet – og det kan gå os som SF, Radikale og Alternativet, der måtte starte helt forfra. Især fordi en hel del har vidst det hele og ikke har handlet. Herunder folkevalgte,« lyder det.
Partisekretær i Moderaterne, Kirsten Munch Andersen, udtalte fredag i en skriftlig kommentar, at hun ikke ved noget om indberetningen til Arbejdstilsynet, men at hun står til rådighed for tilsynet og medarbejdere, som ønsker dialog.
Derudover henviser hun til partiets 'code of conduct', som alle i Moderaterne kender, og som hun forventer, at alle efterlever. Hun er klar til at iværksætte yderligere tiltag til at forbedre arbejdspladsen, hvis der viser sig at være behov for det, udtaler hun.