Det er ikke risikofrit, hvis Statsminister Mette Frederiksen vælger at sende checks ud til udvalgte grupper af borgere.

Det vurderer B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup. 

»Øvelsen er ikke ubetinget en 'no-brainer' for Mette Frederiksen,« siger han og henviser til, hvor galt det gik for partifællen Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun gik efter overborgmesterposten i København.

»Hun kom også med en masse forslag, men der var folk gode til at udpege det som valgflæsk.«

Det er TV 2, der tirsdag kunne erfare, at »regeringen overvejer« nogle opsigtsvækkende tiltag, særligt for at komme de stigende fødevarepriser til livs.

Et af dem er angiveligt at sende checks ud til udvalgte grupper af borgere i det nye år.

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker.
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. Foto: Jon Wiche

Pensionister, børnefamilier og personer på kontanthjælp nævnes ifølge mediet af regeringskilder som nogle af de grupper, der kan blive omfattet af en sådan ordning.

Men selvom det måske kan lyde som sød julemusik i nogens øre, er det altså, ifølge Henrik Qvortrup, ikke helt lige til.

»Nogen vil, ligesom det var tilfældet for Rosenkrantz-Theil, tænke 'nu må det kraftedeme stoppe, hvad er det her for noget stemmefiskeri?'«

Hvis Mette Frederiksen alligevel tager chancen, måske ligefrem torsdag aften, er det ifølge Qvortrup fordi, hun godt ved, at det ikke længere er nok blot at tale om den sænkede elafgift. 

Ikke hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at få genoprettet tilliden til »Arne-klientellet.« 

Her henviser Qvortrup til Arne Juhl, som blev landskendt, idet han var symbolet på - og lagde navn til - Socialdemokratiets Arne-pension, der skåret ind til benet, lader folk gå på pension nogle år tidligere end folkepensionsalderen, hvis de har et langt arbejdsliv bag sig. 

»Her kommer vi også ind på den differentierede moms, som der givet vis også skal rykkes på,« lyder det fra Qvortrup.

»Jeg ved ikke, om hun lige præcis nævner det med sende checks til udvalgte grupper i nytårstalen, men jeg tror, at der kommer noget for så presset, som hun er, så skal der ske noget - lige nu.«