Milliarder af danske skattekroner er blevet sendt til Ukraine - uden at offentligheden må vide, hvad pengene helt konkret er gået til.

Det er gift for demokratiet, advarer Peter Ernstved Rasmussen.

»Noget af det, der har frustreret mig i allerhøjeste grad siden dag ét af vores støtte til Ukraine, det har været den manglende åbenhed,« siger Ernstved.

Han har i årevis beskæftiget sig med det danske forsvar og er chefredaktør på forsvarsmediet Olfi og fortsætter:

»For der er blevet lukket fuldstændig ned. I andre lande har regeringerne offentliggjort lister med, hvad de har doneret, men i detaljerne aner vi i Danmark ikke, hvad vores penge er gået til.«

Ernstved reagerer i anledning af, at noget tyder på, at der snart kan blive sat et foreløbigt punktum for krigen i Ukraine. 

En krig, der nærmer sig sin fireårs fødselsdag.

Præsident Volodymyr Zelenskyj sagde således fredag, at han snart skal mødes med Trump, og at »meget kan afgøres inden nytår.«

Udmeldingen falder i kølvandet på, at flere korruptionsskandaler i Ukraine har set dagens lys.

Men ifølge Peter Ernstved Rasmussen, så er der sågar grund til at frygte korruptions-lignende forhold i Danmark også:

Peter Ernstved Rasmussen ødelægger nu julefreden og langer ud efter den danske regering, der til gengæld afviser anklagerne.
Peter Ernstved Rasmussen ødelægger nu julefreden og langer ud efter den danske regering, der til gengæld afviser anklagerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

»Det er noget af det, der bekymrer mig allermest. For store summer penge og lukkethed er saglig muld for korruption.«

Siden krigens begyndelse har Danmark i skrivende stund givet over 77 milliarder kroner til Ukraine.

Men Ernstved, kan der ikke, af sikkerhedsmæssige årsager, være gode grunde til denne lukkethed, så 'fjenden' ikke kan følge med i alt?

»Jo, men der må være grænser for galskaben. For vi kan vitterligt ikke få at vide, hvor mange milliarder, der er gået til droneproduktion, til domstole eller til statsadministration.«

Peter Ernstved fortsætter:

»Lukketheden er gift, og den danske tilgang står i komplet modsætning til, hvordan de eksempelvis gør det i USA. Det er ærlig talt skammeligt og forargeligt.«

Offentligheden kan nemlig, påpeger Peter Ernstved, ikke få noget at vide om, hvad Forsvarsministeriet konkret har købt og doneret til Ukraine - og til hvilken pris.

»Hvis jeg var virksomhedsejer, så ville jeg da malke den ko ved at finde alt lige fra tandtråd til toiletpapir og sælge til overpris til staten. Men alt det kan vi ikke få noget at vide om.«

På Forsvarsministeriets hjemmeside er der dog en side, dedikeret til den danske militære støtte til Ukraine.

Her er der blandt andet et »donationsoverblik.« 

Forsvarsministeriet erkender dog, at selvom der er »offentlig interesse« for støtten til Ukraine, så står alle donationer ikke i arket:

Arkivfoto. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen under demonstrationen af et af Danmarks nye jordbaserede luftforsvarssystemer, NASAMS-systemet på Flyvestation Skalstrup.
Arkivfoto. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen under demonstrationen af et af Danmarks nye jordbaserede luftforsvarssystemer, NASAMS-systemet på Flyvestation Skalstrup. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

»Det overvejes løbende, hvilke informationer om Danmarks militære støtte, der kan offentliggøres uden at gå på kompromis med sikkerhedsmæssige eller operative hensyn eller hensyn til allierede og samarbejdspartnere,« lyder det.

Og det er altså slet ikke godt nok, mener Peter Ernstved, der - i hvert fald delvist, får opbakning fra Transparency International i Danmark.

Her efterspørger formand Jesper Olsen også mere gennemsigtighed. 

»Det er en god ide med en højere grad af åbenhed. Også for at bevare den store opbakning fra befolkningen til støtten i Ukraine,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Åbenheden er central i forhold til Ukraine, fordi vi skal have tillid til, at den støtte vi giver, giver mening.«

Forleden viste en ny meningsmåling, i netop mediet OLFI, at modstanden mod den danske milliardstøtte vokser.

Her lød det, at hver tredje dansker finder støtten til Ukraines forsvarskrig for høj.

B.T. har forelagt Peter Ernstveds kritik til Forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

I en skriftlig kommentar udtaler Forsvarsministeriet:

»Den danske regering understreger løbende over for vores ukrainske partnere, hvor vigtigt bekæmpelse af korruption er for fortsat dansk og europæisk støtte og den folkelige opbakning til Ukraine.«

Forsvarsministeriet tilføjer, at uanset om der er tale om donationer til Ukraine fra Forsvarets egne lagre, indkøb ved dansk eller europæisk forsvarsindustri eller donationer i samarbejde med andre lande eller organisationer, så »er der indført tilsynsmekanismer, som skal imødegå korruptionsrisikoen.«