Venstre og Dansk Erhverv sender nu en markant bredside afsted mod de røde partiets ønske om genindførelsen af en formueskat i Danmark.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) mener ligefrem, at der er tale om et »angreb på danske virksomheder, på arbejdspladser og på iværksætteri.«
Hun reagerer efter, at SF nu også har stemplet ind i debatten om formueskatten, som de bakker op om, og som partiets ordfører fortæller til B.T., at de ønsker, at en mulig ny rød regering skal se nærmere på.
»Jeg vil gerne advare kraftigt imod alle de skattestigninger til landets boligejere, danske virksomheder og iværksættere, som fyger igennem luften i øjeblikket,« udtaler Lose i en kommentar til B.T. Hun fortsætter:
»De mennesker, der bliver ramt af en formueskat står bag virksomheder og arbejdspladser i hele landet. Hvis de skal beskattes hårdere, vil det gå ud over vækst, udvikling og dansk økonomi.«
Konkret har Fagbevægelsens Hovedorganisation foreslået en årlig formueskat på 0,3 procent af formuer over 20 millioner kroner – og det skal også inkludere friværdier i boliger.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har ikke afvist ideen, som Stephanie Lose langt fra er alene om at advare imod.
Topchef i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, mener ligefrem, at en formueskat »simpelthen vil være direkte skadelig for Danmarks økonomi og vil gøre, at vi alle bliver fattigere.«
Det siger han i en skriftlig kommentar til B.T.:
»Alt efter hvordan den laves, vil en formueskat ikke alene ramme penge på en bankkonto, men også værdier investeret i virksomheder og boliger. Det kan tvinge ejere til at sælge ud eller holde igen frem for at investere i vækst,« siger han og fortsætter:
»Hvornår er nok, nok? Vi ligger i forvejen i toppen i OECD, når vi ser på det samlede skattetryk i Danmark.«
Andre toner hører man imidlertid fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Her er ungdomspartiformanden Katrine Evelyn kommet med et opråb til sin partiboss Mette Frederiksen om netop at indføre en formueskat.
Læs mere HER.

