Det er højst overraskende - ja, faktisk mærkeligt - at Lars Løkke Rasmussen har delt den tale, han ville have holdt ved et fremrykket landsmøde i Venstre.

Det mener Jarl Cordua, der er politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv.

»Det er sgu lidt spøjst. Ja, det er faktisk lidt mærkeligt, at han sidder og offentliggør taler, som han ville have holdt.«

»Jeg kan simpelthen ikke huske, at nogen har offentliggjort taler, de ikke har holdt. Jeg må indrømme, at jeg er lidt bekymret for ham, når han sidder derhjemme og gør det her,« lyder det fra Jarl Cordua.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Talen, som Lars Løkke Rasmussen delte med sine 199.792 følgere på Facebook klokken 17.03 søndag eftermiddag, fik han aldrig mulighed for at holde.

For under Venstres hovedbestyrelsesmøde, der blev afholdt i weekenden på Comwell Hotel Kellers Park ved Vejle, trak Løkke sig som formand for Venstre.

Ifølge Jarl Cordua skal Lars Løkkes svirp med halen her dagen derpå ses som et forsøg på at forklare sig. Og:

»Ja, mon ikke det også er endnu et forsøg fra Løkke på at understrege, at han føler sig dårlig behandlet. Og at det er urimeligt, at han ikke kan få lov til at folde sit politiske projekt ud.«

Krigen fortsætter

Jarl Cordua har svært ved at se, hvad det gavner, at Løkke offentligør de ord og tanker, som han ville have præsenteret under et fremrykket landsmøde i partiet.

»Man kan sige, at det her er en fortsættelse af krigen, der allerede er tabt. Og så må man spørge sig selv: Hvad gavner det?«, siger Jarl Cordua, inden han fortsætter:

»Det er nok en dyrkelse af sit eget martyrium, men man må også bare sige, at der er en grænse for, hvor mange ikke-afholdte taler han kan poste på Twitter.«

Den politiske kommentator kan sagtens forstå, at det hele fra Lars Løkkes position må føles meget uforløst. Især med tanke på den måde Løkke forlod Venstres hovedbestyrelsesmøde, efter han havde meldt sin afgang; uden, at nogen så det. Uden at sige et ord om det til nogen.

»Lige nu er det bedste for alle parter vel nok, at Lars Løkke møder op til det ekstraordinære landsmøde, bliver klappet ind og holder den bevægende farveltale. Og hvis han ikke ved, hvordan han skal gøre, vil jeg gerne anbefale én ting:«

»Læs Uffe Ellemanns afskedstale fra marts 1998, hvor han siger: 'Må vinden fylde jeres sejl'. Hvor han citerer de islandske sagaer og ønsker god vind og held og lykke til partiet.«

»Løkke skal lade sig inspirere af de tidligere formænds taler. Det vil klæde ham. Og det tror jeg også, der er mange, der håber på. Fordi de vil gerne tage afsked med deres formand. Og det vil også være med til at hele partiet efter den her omgang. Og det er faktisk kun Lars Løkke, der kan bidrage til det.«

»Men om det kommer til at ske, det ved man ikke. Man har ikke rigtig opfattelsen af det, med det han har gang i her.«

Du kan se Løkkes opslag herunder: