Lars Løkke Rasmussen har absolut intet at forklare. Det er ikke ham, der har tabt. Det er Venstre. Og han gør klogt i ikke at sige noget oven på afgangen som V-formand.

Så hårdt er analysen tegnet op fra Kresten Schultz Jørgensen, der er foredragsholder i krisekommunikation, ledelse og branding.

Han mener, at den fortælling - som Lars Løkke Rasmussen lige nu er ved at skabe om sig selv - har potentiale til at blive historisk.

»Lars Løkke Rasmussen er muligvis ved at opbygge det største martyrium i moderne dansk politiks historie. Der er en helt fantastisk historiefortælling i det her, hvis han spiller det rigtigt,« siger Kresten Schultz Jørgensen.

Lars Løkke Rasmussen trak sig lørdag eftermiddag fra formandsposten i Venstre. Han har endnu ikke fortalt offentligheden hvorfor - foruden et lille opslag på Twitter.
Lars Løkke Rasmussen trak sig lørdag eftermiddag fra formandsposten i Venstre. Han har endnu ikke fortalt offentligheden hvorfor - foruden et lille opslag på Twitter. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Årsagen til, at den afgående V-formand er ved at blive til martyr, ligger ifølge kommunikationseksperten i fortællingen om en politiker, der gik sine egne veje og vandt vælgernes gunst, imens hans egne vendte ham ryggen.

»Han gik imod sine egen hovedbestyrelse og partiet og skaffede et rigtig godt resultat for Venstre ved det seneste valg. Og alligevel smider de ham ud. Så den fortælling, der hedder anerkendt, respekteret og næsten elsket af folket - men ikke anerkendt af sine egne - den er fantastisk,« siger han og fortsætter:

»Nu vil jeg ikke gøre ham til en Jesus-skikkelse, det er for voldsomt - men historien er gjort af det dramaturgiske stof, der hedder: Folket ville ham. Hans egne ville ham ikke.«

Rent kommunikativt er det en statsmandsagtig måde, Lars Løkke Rasmussen har reageret på i det her forløb? Jeg tænker på at forlade formandsposten uden at sige hvorfor?

»Det er det ikke lige nu. Men det bliver det. Hvis Lars Løkke er i gang med at skabe en fortælling, der er større end partiet Venstre, så er det en statsmandsfortælling, der er større, end at han bare stiller sig op og erkender et nederlag. Han var for god til partiet. Det er den fortælling, han går efter.«

Men ligger der ikke også en styrke i at erkende sit nederlag?

»Nej. For det er ikke et nederlag det her. Hvis jeg var hans rådgiver, ville jeg sige: ‘du skal videre fra det her. Du har 25 gode år i dig endnu. Lige nu var du for god til partiet. Du skal ikke stille dig op og erkende et nederlag. Hvorfor skulle du det? Det er dem, der har tabt. Det er det, der er fortællingen'.«