Dansk Folkeparti måtte onsdag nøjes med 16 mandater mod de 37, de fik i 2015. Det er den største tilbagegang for et parti i tre årtier. Dermed er der tale om en decideret massakre, vurderer politisk kommentator.

»Det er ikke bare til en tilbagegang. Det er en massakre,« siger Søs Marie Serup.

Op til Folketingsvalget viste flere meningsmålinger, at partiet ville gå tilbage, og EP-valget 26. maj resulterede ligeledes med en vælgerlussing.

Men at folketingsvalget alligevel skulle ende så katastrofalt var svært at forudsige.

Kristian Thulesen Dahl holder tale ved valgfesten hos DF i Snapstinget på Christiansborg i København onsdag den 5. juni 2019.
Kristian Thulesen Dahl holder tale ved valgfesten hos DF i Snapstinget på Christiansborg i København onsdag den 5. juni 2019. Henning Bagger

»Det er den største tilbagegang ved et valg i tre årtier, så det er ekstremt dramatisk, og de kommer til at miste nogle fremtrædende politikere,« siger hun.

Hvorfor vælgerne er flygtet fra partiet, er der ifølge den politiske kommentator flere grunde til.

»De har fået konkurrence fra højre med Stram Kurs og Nye Borgerlige. Og så har Dansk Folkeparti tabt vælgere over midten til Socialdemokratiet, bl.a. på grund af udlændingepolitikken, hvor socialdemokraterne har rykket sig,« siger hun.

I det hele taget er partiet formentlig blevet straffet for at have ‘bredt sig’ ud over for stor en vælgerskare ved både at ville samarbejde mod højre og venstre.

Søs Marie Serup.
Søs Marie Serup. Bax Lindhardt

»De har været forblændet af deres egen formåen og været lidt for skråsikre, når de er gået efter nye vælgere. De anses ikke længere som ‘den frække dreng i klassen’, men som en del af systemet,« siger hun.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er ellers flere gange blevet kåret som den mest magtfulde politiker i dansk politik. Men den æra lader nu til at være foreløbig forbi.

Søs Marie Serup mener ikke alene, at ansvaret for ‘massakren’ ligger hos Thulesen Dahl, men hos partiledelsen generelt.

»Partitoppen har lagt en strategi, der har vist sig at være dyr i forhold til egne vælgere især omkring optakten til valget. De har siddet nogle ting overhørig, som f.eks. da de ignorerede protester mod at etablere en omfartsvej rundt om Mariager til 377 millioner kr. eller protester mod udflytningen af Radio24syv,« siger hun.

Kristian Thulesen Dahl holder tale ved valgfesten hos DF. Selvom resultatet var nedslående, var humøret stadig højt, da han mødte partistøtterne.
Kristian Thulesen Dahl holder tale ved valgfesten hos DF. Selvom resultatet var nedslående, var humøret stadig højt, da han mødte partistøtterne. Henning Bagger

Det er dog ikke på tale med en ny partiformand, vurderer den politiske kommentator:

»DF er meget loyale overfor deres leder, men jeg tror, der vil komme en diskussion om, hvor de skal være,« siger Søs Marie Serup.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl sagde onsdag aften til sine partifæller, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at ‘ændre en tomme på den politik, danskerne kender os for’.

»Måske det slet ikke er så meget vores politik, der er blevet fravalgt, men troen på, at man kan få vores politik andre steder. Hvis det er tilfældet, kan det være, at der er mulighed for at vinde tabt terræn tilbage igen,« sagde han.