Anders Samuelsen (LA) trækker sig fra partilederdebatten i Publicistklubben torsdag eftermiddag efter et katastrofevalg.
Det bekræfter Anders-Peter Mathiasen, næstformand i Publicistklubben, over for B.T.
Årsagerne er uvisse, og ingen ved, hvad der foregår på de indre linjer i Liberal Alliance efter det massive nederlag onsdag.
Anders Samuelsen, som indtil valget var siddende udenrigsminister, står ikke til at blive genvalgt til Folketinget.
Partiet er gået fra 7,5 pct. af stemmerne i 2015 til blot 2,3.
Dermed har Liberal Alliance fået et elendigt valg og står til at miste flere profiler, da partiet har mistet 9 af sine hidtidige 13 mandater og ender på kun 4.
Spørger man B.T.s politiske kommentator Søs Marie Serup, hvad man skal lægge i, at han er sprunget fra partilederdebatten, lyder svaret, at Samuelsen højst sandsynligt er færdig som formand:
»Jeg tror, det handler om, at han skal sidde og samle tankerne og skrive en afskedstale,« siger hun.
Hun forventer, at et formandsopgør i partiet går i gang, så snart det er endeligt på plads, om han er ude eller inde af Folketinget.
»Alt tyder på, han er færdig som formand. Og alt tyder på, at ham, der var kronprins indtil nu, heller ikke får chancen,« siger hun om Simon Emil Ammitzbøll-Bille:
»Samuelsen vil sikkert gøre alt, hvad han kan, for at pege på Simon Emil. De to har haft et usædvanligt tæt parløb, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. De er to alen af et stykke. Det er et fedt. De har været meget insisterende og har affejet al kritik, og det kommer til at ramme dem begge nu.«
De fire mandater, som LA fik, gør partiet til det mindste sammen med Nye Borgerlige, der kom på tinge for første gang.
»Nu vil vi lige afvente finoptællingen hen over natten og konkludere på det i morgen. Men nej, det har ikke været nogen festaften,« sagde Anders Samuelsen i partilederrunden natten til torsdag.
Det dårlige valg har allerede sat bølger i gang blandt flere LA-profiler.
Blandt andet har Henrik Dahl kritiseret partiets ledelse i hårde vendinger, hvor han beskylder Anders Samuelsen for nepotisme og 'ekstrem dårlig ledelse'.
I stedet peger flere af partimedlemmerne på den tidligere formand for ungdomspartiet Alex Vanopslagh som mulig Samuelsen-efterfølger.




