»Vi bliver til grin for vores egne skattepenge.«
Reaktionerne på Christiansborg er ikke til at tage fejl af, efter B.T. onsdag skrev, at den kinesiske rigmand Pat Wong kan indkassere op mod 100 millioner kroner fra minkerstatningen og tage en god portion med i skattely på Caymanøerne, hvor hans moderselskab ligger.
Pat Wong ejer 12 minkfarme i Midt- og Vestjylland, som har kostet ham 108 millioner kroner i rent underskud de seneste fem år.
Alligevel bliver den kinesiske rigmand forgyldt af den erstatning til minkavlerne, som et flertal i Folketinget blev enige om i mandags.

»Det er en gigantisk skandale. Først bryder Mette Frederiksen loven ved at beordre alle mink aflivet, og nu sender regeringen så millioner i skattely. Det er at gøre grin med de danskere, der troligt betaler deres skat,« siger Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti, der står uden for aftalen.
»Vi vil tage sagen op med regeringen og kræve, at de her rigmænd i skattely ikke kan få erstatning,« siger han.
Men de er jo berettiget til pengene ligesom alle andre, der mistet alle deres mink?
»Vi må se, hvad der kan lade sig gøre. En mulighed kan også være at kræve, at pengene bliver i Danmark.«

Hvis alt flasker sig for Pat Wong, kan han få op mod 100 millioner kroner fra den danske statskasse. Erstatningen kan dog vise sig at blive en del mindre.
Størrelsen vil afhænge af de 12 minkfarmes skindpriser og driftsomkostninger, ligesom bygningernes og maskinernes stand bliver afgørende for erstatningens størrelse.
Enhedslisten valgte ligesom Dansk Folkeparti at stå uden for den historisk store erstatningsaftale på 18,8 milliarder kroner, efter regeringen 4. november beordrede alle mink aflivet.
»Hvis ikke aftalepartierne gav minkavlerne en overkompensation i milliardklassen, så ville færre penge risikere at havne i skattely. Det er virkelig uhørt,« siger finansordfører Rune Lund (EL).

Men når aftalen nu er indgået, er det vel svært at forhindre, at udenlandske rigmænd tager pengene med i skattely?
»Ja, de har ret til erstatningen. Grundloven står over mit og Enhedslistens had til skattely. Men hvis vi havde bekæmpet skattely hårdere helt generelt, stod vi måske slet ikke i denne situation.«
Pat Wongs opkøb af danske minkfarme har været et kuldsejlet forretningseventyr for den stenrige skindhandler fra Hongkong.
Han har været nødt til at låne 219 millioner kroner fra sit moderselskab på Caymanøerne for at holde minkfarmene i live.
Han har også et lån på godt 41 millioner kroner i Ringkjøbing Landbobank, som skal betales tilbage, før han kan skippe millionerne af sted til Caymanøerne.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pat Wong. Heller ikke hans danske driftsleder ønsker at udtale sig.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra skatteminister Morten Bødskov (S), som var hovedforhandler på minkaftalen.