Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), havde for travlt med at efterligne sin forgænger, Anders Fogh Rasmussen (V), og glemte dermed, at hun var en helt anden alene i kraft af sit køn.

Sådan lyder kritikken fra Pia Olsen Dyhr i en ny biografi, der bærer hendes navn, og som er skrevet af Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

»Hun havde en opfattelse af, at hun som kvinde blev nødt til at være statsminister på en helt bestemt måde. Jeg tror, at hun tog fejl. Hun var for optaget af at efterligne Fogh. Hun lukkede i og blev optaget af procedurer og formalia,« siger Pia Olsen Dyhr i bogen ifølge Politiken.

Hun neddroslede sit køn, lyder det fra SF-formanden.

Selv om Pia Olsen Dyhr og Helle Thorning-Schmidt (S) kørte parløb under SR-SF-regeringen, er Dyhr ikke ukritisk over for måden, Thorning-Schmidt var statsminister på. Vis mere

Som handels- og investeringsminister og siden transportminister frem til 2014 var hun en nær allieret med netop Helle Thorning-Schmidt, der var statsminister fra 2011 til 2015.

Den måde, Helle Thorning-Schmidt valgte at være statsminister på, førte ifølge Pia Olsen Dyhr til, at hun kom til at minde lidt for meget om Anders Fogh Rasmussen - noget der, som Pia Olsen Dyhr formulerer det, ikke er værd at stræbe efter.

Det viste sig blandt andet ved, at ministrene ikke tiltalte hinanden ved fornavn på ministermøderne - men i stedet brugte titlerne, afslører hun i bogen.

Intern splittelse i SF som følge af salget af aktier i Dong til den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs førte imidlertid til, at SF forlod regeringen, hvorefter Pia Olsen Dyhr overtog formandsposten fra Annette Vilhelmsen.