Pia Kjærsgaard er kommet i strid modvind, efter hun fredag lagde et opslag på Twitter om den unge, svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

'En pige med en alvorlig diagnose, som vi lørdag skal følge dagen igennem. Medier og politikere vil kæmpe for at komme i hendes nærhed. Måske skulle vi bare lade hende være barn?' tweetede Folketingets formand og opfordrede sine følgere til at læse en kronik af den svenske redaktør Paulina Neuding fra magasinet Quillette.

I kronikken bekymrer redaktøren sig for, om det voldsomme fokus, som Greta Thunberg er udsat for, er godt for teenageren, der er diagnosticeret med både aspergers-syndrom og OCD.

Den svenske samfundsdebattør Palina Neuding mener, at de voksne har svigtet den unge pige.

'Greta Thunberg blev for nylig udråbt til 'årets kvinde' af en svensk avis. Men hun er ikke en kvinde, hun er et barn. Det er på tide, at vi stopper op og spørger os selv, om vi bruger hende, svigter hende, måske ligefrem ofrer hende for det, vi anser for det fælles bedste,' skriver hun.

Det har kostet Pia Kjærsgaard mange hug – fra politiske modstandere – at støtte op om den svenske kronikør.

SF's kandidat til EU-parlamentet, Margrethe Auken, skriver om Pia Kjærsgaard:

'Nu søler hun minsandten Folketingets formandsstol til igen.'

Folketingets formand er kommet i strid modvind, efter hun udtalte sig mod Greta Thunberg.
Folketingets formand er kommet i strid modvind, efter hun udtalte sig mod Greta Thunberg. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, mod-tweetede:

'Mon ikke du skulle holde din nederdrægtige underminering af Greta Thunbergs forbilledlige kamp for klimaet for dig selv. Vi ved godt, at DF synes, det hele er klimahysteri. Men danskerne er mere bekymrede for temperaturstigninger end burkaer. Væn jer til det!'

Mens Alternativets leder, Uffe Elbæk, kaldte Kjærsgaards opslag for 'uforståeligt og upassende'.

Over for TV 2 har Pia Kjærsgaard nu uddybet sin kommentar ved at sige, at hun bestemt synes, at det er i orden, at Greta Thunberg er klimaaktivist og tager ordet i debatten.

Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg deltog lørdag d. 25. maj 2019 i Folkets Klimamarch i København.
Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg deltog lørdag d. 25. maj 2019 i Folkets Klimamarch i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men hun forsvarer sin udtalelse med, at hun er bekymret for den unge svensker – og for unge mennesker generelt:

»Når Greta Thunberg siger, at hun føler angst hver dag, og at hun vil have, andre skal føle samme angst – så påfører hun også andre unge mennesker denne angst. Jeg er trist over, at unge mennesker tror, Jorden går under om 14 dage. Sådan er det efterhånden blevet, og de unge ved slet ikke, hvordan de skal overleve,« lyder det fra formanden.

Det ér en markant profil, Pia Kjærsgaard har lagt sig ud med. Time Magazine har kåret Greta Thunberg som en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Hun har mødt paven, modtaget talrige priser, senest den tyske filmpris Det Gyldne Kamera, og er nomineret til Nobels Fredspris.

Lørdag havde Politiken inviteret den unge klimaaktivist til København, hvor hun holdt tale foran 30.000 fremmødte.