Radioværten Frederik Cilius, der spiller den fiktive figur Kirsten Birgit i 'Den korte radioavis', er både »syg i roen« og »hjernedød«.

Der bliver ikke sparet på gloserne, når det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Pia Adelsteen tænker tilbage på den aprilsnar, hun blev udsat for af Radio 24syv-programmet 'Den korte radioavis'.

For i rollen som en politibetjent ringede den fiktive figur Kirsten Birgit, spillet af Frederik Cilius, til Pia Adelsteen og fortalte, at en lastbil var kørt ind igennem bodegaen Á Porta i Mariager, som hun ejer med sin mand, Kim Christiansen, og at en medarbejder på stedet var død.

»Jeg var rystet, og da jeg dagen efter skulle fortælle det på et gruppemøde, så begyndte jeg at græde,« fortæller Pia Adelsteen.

Og Frederik Cilius selv var da også klar over, at aprilsnaren var over stregen, fortæller han i et interview med Weekendavisen. Derfor undskyldte han også personligt over for Pia Adelsteen, umiddelbart efter radioprogrammet var sendt.

»Hun godtog min undskyldning, men efterfølgende anmeldte hun mig alligevel til politiet. Det synes jeg er underligt, og derfor trækker jeg nu min undskyldning tilbage,« siger han til avisen.

Og netop det sidste, at undskyldningen nu bliver trukket tilbage, undrer Pia Adelsteen.

»Manden er jo syg i roen. Han ringer en time efter, han har lavet en aprilsnar, som jeg er dybt chokeret over. Det kan godt være, at jeg tænker 'pyt med det', men jeg var totalt rystet. I min optik er manden fuldstændig hjernedød, og hvis han trækker undskyldningen tilbage, så fair nok. Han interesserer mig ikke,« lyder det fra Pia Adelsteen, der altså politianmeldte radiostationen efterfølgende.

Pia Adelsteen, fhv. medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, sammen med manden Kim Christiansen, der er trafikordfører i Dansk Folkeparti.
Pia Adelsteen, fhv. medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, sammen med manden Kim Christiansen, der er trafikordfører i Dansk Folkeparti. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Af den grund er lukningen af Radio24syv og dermed også 'Den korte radioavis' heller ikke noget, som Pia Adelsteen ligefrem begræder.

»Radio24syv, rest in peace, jeg er så glad for, at de lukkede. Jeg synes, at de ('Den korte radioavis', red.) er modbydelige og væmmelige. Jeg bryder mig ikke om deres form for humor – slet ikke når man ikke lytter til programmet, hvilket jeg i øvrigt aldrig har gjort, så hvem Frederik Cilius er, det anede jeg ikke – Kirsten Birgit Hørsholm, eller hvad fanden hun kalder sig,« siger Pia Adelsteen.

Hun tilføjer, at det var en meget ubehagelig oplevelse, når man tror, at nogen af ens ansatte er døde.

Men er der intet positivt at sige om Radio24syv?

»Det ved jeg ikke, for jeg hørte det aldrig. Det svarer til, at du spørger mig om P1, så det er vanskeligt for mig at svare på. Jeg har været hos Radio24syv nogle gange, og der har ikke været nogen problemer.«

'Underligt hun godtager undskyldningen'

Frederik Cilius medgiver, at aprilsnaren var over stregen, men han undrer sig alligevel over, at Pia Adelsteen melder sagen til politiet, efter at hun har godtaget hans undskyldning.

»Jeg beklagede situationen, og det godtog hun. Så fandt jeg ud af bagefter, at hun havde meldt det til politiet, og det synes jeg er underligt, når man har taget imod undskyldningen.«

Men hvorfor trækker du undskyldningen tilbage?

»Når man har en snak ansigt til ansigt, og den ene undskylder, den anden siger 'okay', så synes jeg ikke, man skal melde hinanden til politiet.«

Pia Adelsteen omtaler dig som både »hjernedød« og »syg i roen«. Hvad tænker du om det?

»Det skal hun have lov til at mene, og hvis jeg ikke kan tåle, at hun kalder mig syg i roen, så kan jeg ikke lave det, jeg laver,« lyder det fra Frederik Cilius.