1. april fik medlem af Folketinget Pia Adelsteen (DF) et opkald fra den fiktive vært fra 'Den korte radioavis' Kirsten Birgit, der udgav sig for at være politibetjent.

Hun påstod, at en lastbil var kørt gennem bodegaen A'porta i Mariager, som Pia Adelsteen ejer med ægtemanden Kim Christiansen, og en person var død.

Pia Adelsteen mener ikke, at det var en specielt sjov aprilsnar.

»Jeg har i de sidste to dage været afsindigt rystet, det må jeg sige. Der farer mange ting igennem hovedet på en, når man bliver ringet op af det, man tror, der er politiet, og får at vide, at der er sket et dødsfald,« siger hun til DR.

Derfor har hun anmeldt radiokanalen til politiet onsdag formiddag.

»Det kan godt være, jeg er naiv. Men jeg troede oprigtigt, at det var politiet, der ringede til mig. Jeg hører normalt aldrig Radio24syv, så jeg ved ikke, hvordan hende der Kirsten Birgit lyder,« siger Pia Adelsteen til B.T.

Ansvarshavende chefredaktør på Radio24syv Jørgen Ramskov har lagt sig fladt ned og undskyldt til Pia Adelsteen og Kim Christiansen.

»Vi har undskyldt, vi har lavet en fejl. Vi har undskyldt mundtligt og skriftligt. Hvad de beslutter at gøre, er deres sag. Det har jeg ikke nogen kommentar til,« slår Jørgen Ramskov fast.

Kim Christiansen og kæresten Pia Adelsteen på Hviids Vinstue.
Kim Christiansen og kæresten Pia Adelsteen på Hviids Vinstue. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men undskyldningen, som kom kort tid efter opkaldet 1. april, ændrer ikke ved, at Pia Adelsteen mener, at der er tale om en dybt usmagelig vittighed.

»De kender også udmærket reglerne. Det er hamrende uetisk, og jeg synes slet ikke, det er sjovt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, det er fint at lave sjov og spas, men det er det her ikke. Jeg synes, det er sygt og ondskabsfuldt. Det bør man ikke finde sig i.«

Aprilsnarren var ifølge DR ment som en joke i forløbet om omfartsvejen ved Mariager. Her har det været heftigt debatteret, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt med en omfartsvej til flere millioner kroner. Her har Pia Adelsteens ægtemand, Kim Christiansen, der er Dansk Folkepartis transportordfører, været fortaler for vejen.