Thisted Bryghus måtte lørdag gå ud og beklage på Facebook efter 'Nye Borgerlige'-øl.

Det er en ærgerlig udvikling, mener partiformand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

»Jeg synes, det er trist, at vi er nået dertil i Danmark, hvor et lille intolerant segment formår at skræmme en privat virksomhed til at ændre deres produkter,« siger hun til B.T.

Bryghusets undskyldning kommer på bagkant af, at flere politiske partier – Socialdemokraterne, SF og Nye Borgerlige – har fået tappet øl med egne etiketter på.

Men det var altså Nye Borgerliges øl, der fik bægeret til at flyde over og udløste en mindre shitstorm.

»Vi er partipolitisk uafhængige og tager afstand fra en hver form for racisme,« skriver Aage Svenningsen, der er administrerende direktør i Thisted Bryghus blandt andet i et opslag på Facebook.

Men nu har også undskyldningen fået bryghuset i modvind og folk til tasterne. Alene lørdag aften har mere end 1.400 mennesker efterladt kommentarer.

»I virkeligheden ser jeg både os og Thisted Bryghus som ofre i denne her sag,« siger Pernille Vermund til B.T.

Ifølge hende, er det segmentet af 'intolerante mennesker', der i første omgang er skyld i, at bryghuset må undskylde.

»Det er det segment af mennesker, der taler så meget om, hvor rummelige de er. I virkeligheden er de kun rummelige overfor dem, der mener det samme som dem selv,« siger hun og fortsætter:

»Det er utroligt, at de har så stor magt.«

Hun fortæller i forlængelse heraf, at 'Nye Borgerlige'-øllene blev solgt så hurtigt, at de næsten ikke kunne følge med.

»Det var en stor succes så længe det varede, men det blev der så sat en stopper for.«