Nye Borgerliges formand Pernille Vermund har meldt afbud til Folkemødet på Bornholm.

Nu uddyber hun i et opslag på Facebook, at det var en bestemt følelse, der fik hende til at træffe beslutningen.

'Jeg er ikke syg, men jeg kan mærke en reaktion i kroppen oven på tre et halvt års anstrengelser, hvor jeg har arbejdet for hårdt, satset det hele og levet med presset hver dag for at få Nye Borgerlige til at lykkes, skriver Pernille Vermund.

Hun understreger, at det bestemt ikke var en let beslutning at træffe.

For dermed misser Pernille Vermund muligheden for at holde partitale fra hovedscenen på Cirkuspladsen. En tale, hun skulle have holdt tale fredag.

'Det var ellers planlagt, og jeg skulle have talt fra den store scene for første gang som leder af et parti med pladser i Folketinget,' skriver hun.

Lars Kaaber, pressechef for Nye Borgerlige, fortæller, at Vermund, har meldt afbud, fordi hun har været for presset i løbet af valgkampen.

»Det er på grund af helbredet. Hun kunne mærke på sig selv, at hun bliver nødt til at drosle lidt ned. Det er alt for lang tid med høj stress, og derfor valgte vi at aflyse,« siger Lars Kaaber til Ritzau.

På Facebook uddyber Pernille Vermund, at hun føler sig slidt ned og har behov for hvile.

'Min krop fortæller mig, at jeg skal tage en time-out, passe på mig selv og komme til hægterne.

Nye Borgerliges formand undskylder overfor dem, hun har måttet skuffe med sit afbud til Folkemødet og lover, at hun snart er tilbage på fuld styrke.

'Vi har fået mandater i Folketinget. Det er derfra, vi fortsætter kampen for danskernes frihed og sikkerhed. Jeg skal bare lige bruge lidt tid til at komme mig, så er jeg på igen for fuld kraft, skriver hun.

Nye Borgerlige stillede første gang op til Folketinget ved valget 5. juni. Partiet blev valgt ind med 2,4 procent af stemmerne og har dermed fået fire mandater.