Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, ved godt, at hun får høvl for det. Men hun kan ikke lade være.

Hun er nødt til at sige sin mening og sende en verbal bredside af sted mod kollegerne i blå blok. En bredside, der kritiserer Jakob Ellemann-Jensen og co. i Venstre for ikke at støtte op om sine egne.

Her mener hun helt præcis, at partiet ikke har været ude offentligt og bakke op om Venstres næstformand, Inger Støjberg, der lige nu er hovedperson i en sag, hvor det undersøges, om hun har brudt loven under adskillelse af unge asylpar. Bedre kendt som barnebrudssagen.

»Hvis man er villig til at sætte Inger i front i udlændingepolitikken og trække en masse stemmer til Venstre, så må man også slå en ring rundt om hende i den her situation,« siger Pernille Vermund til B.T.

Kritikken af Venstre har Pernille Vermund også givet udtryk for på Facebook, hvor hun blandt andet skriver:

»Jeg ved godt, jeg får høvl for den her kritik af nogle Venstre-folk, fordi de ikke synes, jeg skal blande mig, men sagen er vigtig, og jeg kan ikke holde min mund.«

For Pernille Vermund handler det både om, at hun synes, at Inger er blevet uretfærdigt behandlet, men også om, at Inger Støjberg står med en vigtig sag. Nemlig, at barnebrude skal forbydes i Danmark.

Helt præcis kunne Pernille Vermund godt have tænkt sig, at Venstre havde gået ud på sociale medier og vist deres støtte og opbakning til Inger Støjberg.

V støtter med blå emojii

B.T. har været i kontakt med Venstre og spurgt ind til Vermunds kritik af støtten – eller mangel på samme – til deres næstformand.

Det har ikke været muligt at få et interview, men politisk ordfører Sophie Løhde skriver i en skriftlig kommentar:

»Ingen kan være i tvivl om, at Venstre er imod barnebrude, og vi støtter Ingers utrættelige kamp for de unge pigers frihed. Og så sent som i dag har Venstre lagt Facebook-opslaget op med støtte til Inger. Men jeg synes da bare, det er godt, at Pernille Vermund også støtter kampen mod barnebrude,« skriver Sophie Løhde til B.T.

Som Venstres politiske ordfører henviser til, har partiet rigtig nok lagt et opslag på Facebook.

I opslaget ses et billede af en smilende Inger Støjberg, og oven for billedet er der indsat et blåt hjerte. Det fremgår ikke med ord, at der refereres til den konkrete sag.

B.T. har ligeledes forsøgt at få et interview med Inger Støjberg selv, men her lød svaret, at »hun ikke var til at komme i kontakt med i dag«.

Vermund: »Det er for lidt«

Pernille Vermund, Venstre oplyser over for B.T., at de støtter Inger Støjberg. Hvad siger du til det?

»Det kan godt være, de gør det internt. Det skal jeg ikke udtale mig om, men over for befolkningen og offentligt er det svært at se, at det er Venstres politik og ikke bare Ingers.«

På Facebook har Venstre da lagt et billede op af Inger Støjberg, hvortil de har lavet et blåt hjerte?

»Det er et skridt i den rigtige retning, men det er for lidt. Det opslag har de også først delt, efter hun havde været i retten for at vidne, og flere sagde, at hun havde en god sag. Først dér kom opslaget.«

Du er fra et andet parti. Kan du ikke være ligeglad?

»Nej, det kan jeg ikke. Hvis man er ligeglad med de mennesker, der kæmper samme kamp som en selv, så er man jo kynisk. For mig handler det om målet for Danmark, ikke om hvilket parti man er i,« siger Pernille Vermund.