Den tidligere leder af Enhedslisten Pernille Skipper er blevet bedt om at forlade folketingssalen i forbindelse åbningsdebatten torsdag.

På tidspunktet var det Pia Kjærsgaard, der indtog formandsstolen. Pernille Skipper havde sin baby med i salen, og det var grunden til, hun blev smidt ud.

Det bekræfter både Pia Kjærsgaard og Pernille Skipper over for B.T. Politiken havde historien først.

Først fik Pernille Skipper en påtale, og siden blev hun bedt om at forlade salen.

Pernille Skipper bekræfter episoden, men har ikke yderligere kommentarer andet end, at hendes baby har været nok i medierne.

Enhedslisten-profilen fik beskeden om at forlade salen på en seddel, der blev givet til hende via en sekretær.

Politiken skriver, at et unavngivent medlem af Folketinget tidligere skal have klaget til Folketingets præsidium over politikere, der har deres børn med i salen.

»Derfor har vi haft det oppe og vende i præsidiet for nylig, og det var en enig beslutning, at det skal der ikke være (medragte børn i folketingssalen, red.),« siger Pia Kjærsgaard til Politiken.

Folketingets åbningsdebat. Pernille Skipper med sin baby.
Folketingets åbningsdebat. Pernille Skipper med sin baby. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere


Det er ikke første gang, Pia Kjærsgaard fra formandsstolen har smidt et folketingsmedlem med baby ud af salen.

Det skete også i 2019, hvor De Konservatives Mette Abildgaard blev bedt om at forlade salen med sin baby.