Valgdramaet på Frederiksberg tog en ny drejning, da de røde partier luftede deres Plan B tidligt på aftenen.

Skulle flertallet som vanligt blive borgerligt, pønsede den grønne koalition med S, Ø, RV, Å og SF på at pege på Venstre Jan E. Jørgensen som ny borgmester.

Det skrev Politiken først på aftenen og blev senere bekræftet Enhedslistens profil Pelle Dragsted.

»Hvis det bliver et blåt flertal, så har vi i vores koalition sagt, at vi ikke lukker nogen døre. Vi skal forholde os til, hvad der er mindst værst,« siger Pelle Dragsted til B.T.

Den daglige gang på rådhuset vægter højt for Ø-profilen, der vil have et forbedret samarbejde på rådhuset

»Det handler om åbenhed oppe i forvaltningen, som måske har lukket sig for meget om sig selv. Hvor Jan E. Jørgensen måske lidt mere har stillet sig på de andre partiers side,« siger Pelle Dragsted.

Socialdemokratiets borgmesterkandidat var tidligt på aftenen ikke afvisende overfor at pege på Jan E. Jørgensen, omend han var meget sparsom med informationen.

»Vores Plan A er, at enten Lone (Loklindt red.) (RV) eller jeg selv skal stå i spidsen for en grøn koalition på Frederiksberg. Vores Plan B vil jeg ikke løfte sløret for,« siger den socialdemokratiske borgmesterkandidat Michael Vindfeldt til B.T.

Hvorfor tror du, at en borgmester fra Venstre vil være bedre end en borgmester fra Konservative?

»Det tror jeg ikke, jeg har sagt, men jeg vil ikke afvise noget.«

Men tror du det?

»Jeg vil ikke afvise noget,« siger Michael Vindfeldt til B.T.

Jan E. Jørgensen brugte det meste af aftenen til Venstres valgfest på det gamle Rialto Teater, der nu er en Old Irish Pub.

Han ville inden der lå resultater ikke tale om mulige konstitueringer, men holdt fast i, at han kun ville pege på ham selv eller Simon Aggesen som borgmester på Frederiksberg.

Da valgresultatet nærmede rykkede Jan E. Jørgensen over Smallegade ind på rådhuset og op på borgmesterkontoret, hvor han mødtes med de andre blå spidser på Frederiksberg.