Partiledere vil smide Spanien på porten: 'Et regulært grænsesammenbrud'
Migranttilstrømningen til den spanske eksklave Ceuta har vakt stærke reaktioner blandt både udenlandske og danske politikere.

Migranttilstrømningen til den spanske eksklave Ceuta har vakt stærke reaktioner blandt både udenlandske og danske politikere.

De kom i titusindvis torsdag til den spanske eksklave Ceuta i Nordafrika.
Migranter, hovedsageligt unge mænd, krydsede grænsen fra Marokko, mange med håbet om at komme videre til Europa.
Situationen udviklede sig så voldsomt, at lokalregeringen i Ceuta erklærede undtagelsestilstand.
Billeder og videoer af migranter, der svømmer mod Ceuta eller bevæger sig langs vejene, er siden blevet delt voldsomt på sociale medier.
Efterfølgende har Italiens premierminister, Giorgia Meloni, åbnet for at suspendere Schengen-samarbejdet med Spanien, som sikrer fri bevægelighed på tværs af landegrænser i store dele af Europa.
Og nu følger flere danske partiledere trop. Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener, at løsningen er enkel.

»Enten må Spanien smides ud af Schengen, eller også må Danmark udtræde og beskytte vores grænse. Det, vi ser i Ceuta, er et regulært grænsesammenbrud,« skriver han i en sms til B.T.
»Det er en aggressiv folkevandring, vi er vidne til. Og det kræver hård handling.«
Ifølge det spanske indenrigsministerium har 49.000 migranter krydset grænsen det seneste døgn. Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, kommenterede torsdag aften situationen i et opslag på X.
Her skrev han, at Spanien er ved at mobilisere »alle nødvendige ressourcer« og samarbejder med marokkanske og internationale myndigheder for hurtigst muligt at genoprette normaliteten.

Også Borgernes Partis formand, Lars Boje Mathiesen, mener, at Spanien skal ud af Schengen.
»Vi kan ikke tillade, at ét land påfører os disse problemer, som de har skabt for dem selv,« skriver han i et opslag på X.
Andre toner lyder fra Socialdemokratiets udlændingeordfører, Thomas Skriver Jensen.
Han kalder situationen problematisk, men mener ikke, at den bør få konsekvenser for Spaniens deltagelse i Schengen-samarbejdet.
»Nej, det er vigtigt med et Europa, der rykker tættere sammen i bussen. Vi kigger med bekymrede øjne på Spanien, men jeg noterer mig også, at der er sendt væbnede tropper for at sikre de ydre grænser,« siger han til B.T.
De spanske eksklaver Ceuta og Melilla ligger på den nordafrikanske kyst og udgør EU's eneste landegrænser til Afrika. Det gør dem til et vigtigt mål for migranter.
I januar vedtog den spanske regering desuden en ordning, der giver visse papirløse migranter mulighed for at få midlertidig opholdstilladelse.
Og tidligere denne måned afgjorde Spaniens højesteret, at migranter, der bliver standset til søs på vej mod eksklaverne, ikke uden videre kan sendes tilbage til Marokko.