Partier fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj på Christiansborg reagerer nu på det »brandbombe«-angreb mod en familie på Fyn, som B.T. tirsdag har kunne beskrive.

Et angreb, som en anonym antifascistisk gruppe tilsyneladende har taget ansvaret for på en hjemmeside.

'Jeg er selv ofte udsat for politisk motiverede trusler, og det glæder mig, at DF også vil gøre noget ved det!,' lyder det fra Rosa Lund.
'Jeg er selv ofte udsat for politisk motiverede trusler, og det glæder mig, at DF også vil gøre noget ved det!,' lyder det fra Rosa Lund. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, skriver i en kommentar til B.T.:

»Det er meget uhyggeligt, synes jeg. Det hører ingen steder hjemme at udsætte sine politiske modstandere for vold.«

Dansk Folkeparti kræver nu en handlingsplan mod politisk motiveret vold og trusler.

Det fortæller partiet, der også indkalder justitsminister Peter Hummelgaard (S) i samråd om sagen, til B.T.

»En brandbombe mod en dansk børnefamilie er ikke aktivisme – det er rendyrket ekstremisme og skal behandles som sådan,« siger DF-profilen Mikkel Bjørn. 

Han fortsætter:

»Når politisk vold bliver mødt med tavshed, fordi gerningsmændene kommer fra venstrefløjen, svigter vi både retssikkerheden og demokratiet.«

Enhedslisten-profilen Rosa Lund mener ikke, at ideen om en handleplan »er nogen dårlig ide.«

Det var tilbage i december, at 42-årige Anders Johansen fandt en »brandbombe« i sin indkørsel ved sit hjem, hvor han bor med sin kone og deres barn.

Konkret er der tilsyneladende tale om en form for hjemmelavet brandanordning bestående af en tændbriket, pinde og tændstikker.

Fyns Politi bekræfter overfor B.T. at have modtaget en anmeldelse og fortæller, at brand-anordningen indgår i politiets efterforskning.

En anonym venstreekstrem og antifascistisk gruppe har sidenhen taget ansvaret for angrebet i en udtalelse på en hjemmeside.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) indkaldes nu til samråd.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) indkaldes nu til samråd. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det siges, at julen er en højtid for hjertet, og i år fandt fascisterne fra Generation Identitær (..) noget at varme sig ved,« skriver gruppen og fortsætter:

»Vi placerede en brandbombe på en af deres biler og ønskede dem en glædelig fucking jul!«

Generation Identitær er en ungdomsgruppe på den yderste højrefløj, som Anders Johansen hjælper og har sympati for.

Ifølge Mikkel Bjørn er det ikke overraskende, at historien ikke har fået mere opmærksomhed, siden den første gang blev beskrevet på Facebook i weekenden.

»Havde det været omvendt, ville Christiansborg stå på hovedet. Men hvis volden kommer fra venstrefløjen, bliver den pakket ind som aktivisme - og så får det sjældent samme opmærksomhed,« mener Bjørn.

DF ønsker til samrådet at få at vide, om justitsminister Peter Hummelgaard mener, at B.T.s artikel giver anledning til at få vurderet, om militante ekstreme grupper bør klassificeres som terrororganisationer.

I en skriftlig kommentar til B.T. understreger Peter Hummelgaard, at han ikke kender til den specifikke sag.

»Men helt generelt vil jeg sige, at jeg på det kraftigste fordømmer politisk motiveret vold, uanset retning og formål. Absolut ingen skal angribes eller føle sig truet på baggrund af deres holdninger eller ytringer,« lyder det fra ministeren.

Han fortsætter:

»Det håber og tror jeg, at langt de fleste i et demokratisk samfund som det danske vil skrive under på. Derudover har jeg selvfølgelig en klar forventning om, at politiet tager sager om vold, trusler og hærværk meget alvorligt.«