»Søren har reddet, at politiet stadig har udrykning i Helsingør.«

Det siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K), mens hun kigger på Søren Pape Poulsen, der er formand for De Konservative og statsministerkandidat.

Søren Pape Poulsen, der lige nu er ret presset af dårlige meningsmålinger, har tirsdag inviteret pressen ud til en bygning i et industriområde i Kvistgård lidt uden for Helsingør.

Bygningen er nemlig et tilhørssted for den berygtede rockerklub Satudarah, og ikke nok med det.

Her ses Søren Pape Poulsen sammen med partifællen Bennedikte Kiær, der er borgmester i Helsingør, og flere journalister og fotografer. De er inviteret ud til bygning, hvor Satudarah og Loyal To Familia skal høre til. Foto: Thomas Nørmark Krog
Her ses Søren Pape Poulsen sammen med partifællen Bennedikte Kiær, der er borgmester i Helsingør, og flere journalister og fotografer. De er inviteret ud til bygning, hvor Satudarah og Loyal To Familia skal høre til. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

Den ellers forbudte bande Loyal To Familia (LTF) skal også høre til i bygningen.

Benedikte Kiær mener, at Søren Pape Poulsen skal takkes for, at han i sin tid som justitsminister og med sit arbejde for De Konservative som formand har sørget for, at der kommer politi, når man ringer.

Og det lader det til, at Søren Pape Poulsen er enig i.

»Hvis der foregår ulovlig aktivitet, så skal de bare ikke være her. Sådan er det. Hvis politiet siger, at de mangler det og det og det, for at løse det med bander, så skal de bare gives de redskaber,« siger Søren Pape Poulsen og peger på byggeriet.

»Der har været slagsmål og knive herude,« siger Benedikte Kiær, og fortæller, at det er enormt utrygsskabende for folk.

Er de her stadig?, spørger en af journalisterne borgmesteren, og peger på bygningen.

»Der er nok nogle af de gamle LTF'ere,« svarer Benedikte Kiær.

Men hun tager fejl.

På skiltet til bygningen står 'Nordens Bilhus', og der ses ret mange gamle biler holdende på grunden. Men der er ingen mennesker at se.

B.T. spørger om Søren Pape Poulsen vil med hen til huset, men det afviser han at gøre.

I stedet går B.T.s reporter hen og banker på døren.

Der er dog ikke nogen, der åbner døren, og inde i bygningen er der helt stille.

På et skilt på døren står, at politiet åbenbart har låst døren. 'Ring til Nordsjællands Politi vedrørende nøgler,' står der.

Altså er der ikke længere nogen personer i huset, som den konservative borgmester ellers fomodede.

Her er vældig fredeligt, og huset ser tomt ud. Hvorfor skulle vi herud, Søren Pape?

»Det er her, de åbenbart hører til. Men de kigger nok ikke ud, når vi er her, tænker jeg,« siger Søren Pape Poulsen.

Det er ikke for at få noget opmærksomhed i en tid, hvor du er ret presset?

»I rest my case,« svarer Søren Pape.

Måske du ser et hul i markedet for at få nogen nye vælgere?, spørger en anden journalist.

»Der findes vel ikke en af de tilstedeværende her, der er i tvivl om, hvad min kamp har været mod rockere og organiseret kriminelle. Det synes jeg ærlig talt, jeg har brugt rigtig meget af min ministertid på,« siger Søren Pape Poulsen og tilføjer:

»Så lige når det kommer til troværdig, så mener jeg, at jeg er ret troværdig med at sætte fokus på det her område.«