På en industrivej i Nordsjælland er der opstået en noget usædvanlig situation. En stor bygning i den lille by Kvistgård huser nu to forskellige grupper, der har forbindelse til det kriminelle miljø.

Ifølge B.T.s oplysninger er stueetagen opholdssted for en gruppe med tilknytning til den ulovlige bande LTF.

Og på 1. Salen er en gruppering med tilknytning til rockerklubben Satudarah flyttet ind for nylig.

Indtil videre har det mærkværdige naboskab ikke ført til nogle alvorlige hændelser, men Nordsjællands Politi holder alligevel godt øje med stedet.

»Vi er opmærksomme på stedet og tilrettelægger vores patruljering efter trusselsbilledet, så vi kommer jævnligt forbi adressen,« siger chefpolitiinspektør Svend Foldager, der bekræfter, at to forskellige bandegrupperinger er flyttet ind på adressen.

Han ønsker dog ikke at sætte navne på de to grupper.

Da B.T. besøger stedet fredag formiddag er ingen af de to grupperinger at finde på adressen.

Ifølge en seddel i døren lader det til, at politiet har været forbi.

'Ring til Nordsjællands Politi vedr. nøgler. Kun ejer. Ring 1-1-4,´ står der på sedlen.

Politiet var torsdag forbi adressen. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Politiet var torsdag forbi adressen. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

Banden LTF blev i 2018 gjort ulovlig efter en historisk dom i Københavns Byret. Dommen er siden blevet stadfæstet i både Landsret og Højesteret.

Rockerklubben Satudarah blev stiftet i Holland, og i 2013 åbnede man en afdeling i Danmark. De danske medlemmer bestod dengang primært af tidligere medlemmer af banden VHK- Værebros Hårde Kerne, der var i konflikt med netop LTF.

Siden har Satudarah vokset sig større, og er i dag den største gruppering i Danmark. Medlemmerne tæller blandt andet rapperen A´typisk og den tidligere bokser Patrick Nielsen