På direkte tv: 'Tilliden har lidt et alvorligt knæk'
Kulturministeren opfordrer til, at TV 2 laver en undersøgelse og lægger kortene på bordet.

Kulturministeren opfordrer til, at TV 2 laver en undersøgelse og lægger kortene på bordet.

Kulturminister Zenia Stampe (R) havde ellers sagt, at hun ikke vil gå ind i sagen om TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus'.
Men direkte igennem på kanalens TV 2 News mandag morgen tog hun alligevel bladet fra munden.
Her siger hun, at »tilliden har lidt et alvorligt knæk«.
»Jeg tror da, at de fleste danskere vil sige, at det er et lidt mindre troværdigt medie, efter det vi har set her,« sagde hun og uddybede:
»Men TV 2 er ellers et medie, som de fleste danskere har meget stor tillid til – og det er utrolig værdifuldt. Og derfor håber jeg virkelig, at TV 2 tager det alvorligt.«
Hun uddyber, at det er tv-kanalens ansvar og opgave at genoprette den tillid.
»Det kan jeg ikke gøre for dem. Jeg kunne have lyst til det for at virke handlekraftigt, men det kan jeg ikke gøre. Det er kun dem.«
»Og hvis jeg gik ind og blandede mig, så ville tilliden til TV 2 lide et alvorligt knæk på andre måder – for så ville man kunne stille spørgsmålstegn ved, om det er en uafhængig public service station.«
Kulturministeren opfordrer derfor til, at TV 2 laver en undersøgelse og lægger kortene på bordet.
Flere politikere opfordrede ellers søndag til, at Zenia Stampe skulle gå ind i sagen om 'Alle elsker Rasmus', der lørdag blev fjernet fra TV 2 Play efter heftig kritik.
Seriens hovedperson Rasmus Wallbridge brød tavsheden lørdag i et opslag på Instagram. Siden har flere kendisser beklaget deres deltagelse i programmet.
Senest var det skuespilleren Josephine Højbjerg. Det kan du læse mere om HER.