»Jeg har været lidt stille herinde, men jeg ser, hvad der bliver sagt om og skrevet til mig. Jeg er dog ikke et sted lige nu, hvor jeg kan være deltagende part i den snak.«

Sådan lyder det lørdag middag fra Rasmus Wallbridge på Instagram efter de sidste par dages skriverier om TV 2's stærkt kritiserede program 'Alle elsker Rasmus'.

Han fortæller videre, at han godt forstår interessen for hans person, men i samråd med sine nærmeste, har han besluttet at holde fokus på arbejdet med sit kommende show.

Rasmus Wallbridge går dog i rette med flere af de seneste udtalelser fra TV 2.

For det første slår han fast, at ingen af hans nærmeste, heriblandt hans kæreste eller manager vidste, at TV 2 var i gang med at lave 'Alle elsker Rasmus'.

»De troede ligesom jeg, at vi var i gang med at indspille en spillefilm for Nordisk Film,« forklarer han.

Rasmus Wallbridge i 'Alle elsker Rasmus'. Foto: TV 2

I sidste afsnit af 'Alle elsker Rasmus', hvor han altså over fire måneder blev narret til at tro, at han var i gang med at lave en spillefilm, skriver TV 2, at Rasmus Wallbridge og Martin Johannes Larsen nu er i gang med at lave en rigtig spillefilm.

Her understreger han, at der er stor forskel på at få en 'udviklingsaftale' og reelt at få lov til at lave en film.

»Der er stor forskel, og det samarbejde har jeg af åbenlyse grunde valgt ikke at gå videre med,« tilføjer han.

Fredag udtalte TV 2 til Politiken, at de ikke kunne afvise, at Rasmus Wallbridge i virkeligheden var ved at 'dobbeltpranke' alle – altså at han i virkeligheden godt vidste, at der var tale om skjult kamera.

Det afviser han og slutter:

»I samme artikel udtaler samme chef fra TV 2, at hun ikke kan afvise, at TV 2 fremover vil lave lignende koncepter. Det vil jeg virkelig opfordre dem til at lade være med.«