Overraskende comeback til Britt Bager: 'Det er da lidt sjovt'


Joachim B. Olsen kalder det både overraskende og sjovt, at Britt Bager er blevet ansat som partisekretær i Moderaterne.
»Det er da lidt sjovt, at hun bliver partisekretær i et parti, som har en helt anden politisk linje end den, Britt Bager selv var garant for i sin politiske karriere,« siger Joachim B. Olsen.
Britt Bagers ansættelse sker ovenpå B.T.s afsløringer af dårligt arbejdsmiljø, som ifølge flere medarbejderne var præget af sexisme, mobning og en tyrannisk kultur.
Det fik daværende partisekretær Kirsten Munch Andersen til at stoppe i september for at give partiet »ro«.

Valget af Britt Bager er på flere måder overraskende, da hun tilhørte den mere nationale fløj i Venstre sammen med Inger Støjberg, Mads Fuglede og Marcus Knuth, forklarer Joachim B. Olsen.
»Britt var virkelig på Ingers hold og stemte også imod en rigsret. Og så droppede hun Venstre til fordel for Det Konservative Folkeparti, som hun mente, hun var mere enig med,« siger han og tilføjer:
»Hun kunne simpelthen ikke se sig selv i Jakob Ellemanns politiske linje, men den minder jo meget om moderaternes værdipolitik.«
De åbenbare politiske forskelle mellem Britt Bager og Lars Løkke Rasmussen parti, synes dog ikke at afskrække partiformanden.
I en pressemeddelelse gør Lars Løkke Rasmussen det klart, at »Britt er en politisk kapacitet, der med sin erfaring og organisatoriske dygtighed bliver en stor gevinst for os (Moderaterne, red.).«
Ifølge B.T.s politiske kommentator er der heller ingen tvivl om, at Britt Bager var sympatisk og vellidt blandt sine kolleger på Christiansborg, inden hun røg ud på røv og albuer ved folketingsvalget i 2022.
»Og der er de kvaliteter nok meget gode at have med sig, for Moderaterne har virkelig brug for, at der kommer ro på,« siger Joachim B. Olsen, med henvisning til partisekretæren, udover at arrangerer landsmøder, sommergruppemøder og andre praktiske ting i partiet, også har personaleansvar.