»Vi går med livrem – jeg vil ikke sige livrem og seler – men vi tager ganske betydelige skridt for at nå målet om at blive CO2-neutrale.«

Sådan siger en »tilfreds« overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss, efter at samtlige partier i Borgerrepræsentationen torsdag eftermiddag har landet en budgetaftale for 2022.

Aftalen indeholder nemlig blandt andet initiativer, der sikrer, at Københavns Kommune er tættere på at nå sit mål om at blive en CO2-neutral by i 2025.

Det fortæller overborgmesteren:

»Forud for forhandlingerne manglede vi at finde en reduktion på 10.000 tons CO2, hvis vi skulle nå vores reduktionsmål. Nu har vi fundet en reduktion på 24.000 tons i anerkendelsen af, at de initiativer, vi har sat i værk, måske ikke når helt i mål.«

Overborgmesteren forklarer, at de grønne initiativer i torsdagens budgetaftale bygger oven på en række tidligere CO2-reducerende initiativer, der endnu ikke er fuldt indfaset.

Og for at være på den sikre side har partierne derfor nu fundet endnu flere tons CO2, der skal skæres ud af ligningen og sikre et CO2-neutralt København.

Det betyder blandt andet, at biler på flere strækninger i byen skal sænke hastigheden med 10 kilometer i timen.

Det giver nemlig ifølge overborgmesteren »den væsentligste reduktion i CO2-udledningen«

Samtidigt skal 5.000 af de parkeringspladser, der lige nu er frit tilgængelige, omdannes til 4.100 ladepladser til elbiler og 900 pladser forbeholdt delebiler.

For overborgmesteren er det nemlig ikke en løsning at skubbe bilerne helt ud af byen.

I stedet skal bilejerne omvendes:

»En moderne hovedstad som København kan kun fungere, hvis der er biler i den. Så det her er en del af en kamp for, at bilerne inden for en overskuelig årrække bliver til el- eller brintbiler,« siger overborgmester Lars Weiss.

Sidst men ikke mindst, så indebærer den aftale, som alle Borgerrepræsentationens partier – undtagen De Konservative – står bag, at pendlere frem over ikke bare kan parkere bilen gratis i udkanten af byen for at tage cyklen eller bussen det sidste stykke til arbejde.

Parkeringszonerne bliver nemlig nu udvidet, så det kun er muligt at holde i udkanten af byen i tre timer som pendler eller besøgende.

Men om initiativerne er tilstrækkelige, det kan selv Lars Weiss være i tvivl om:

»Om det er nok? Det kan der være usikkerheder om. Men vi har i hvert fald valgt en indsats, der gør, at vi er kommet væsentligt tættere på målet om at være CO2-neutrale i 2025.«