»Det er dybt problematisk og forstemmende.«

Nu melder også en partileder sig i koret af hårde kritikere af Kvinfo-direktøren Henriette Laursen.

Der er tale om Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, der er gevaldigt ude med riven efter direktøren. 

Det sker i et opslag på Facebook:

»Det er dybt forstemmende, når vi ser en direktør for Kvinfo, der - trods forkølede forsøg på benægtelser - i praksis sår tvivl om en dom fra landets Højesteret, alene fordi dommerne var mænd.«

Vanopslagh fortsætter:

»Det, mener jeg, er en dybt problematisk antagelse, som er ødelæggende for tilliden til vores samfunds institutioner.«

Anledningen er et højst opsigtsvækkende opslag forfattet på sociale medier af Kvinfo-direktør Henriette Laursen.

'Jeg ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved vores retssystem. Jeg ønsker at varetage mit arbejde, som er at have øje for den slags kønnede slagsider,' lyder det fra Lauren.
'Jeg ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved vores retssystem. Jeg ønsker at varetage mit arbejde, som er at have øje for den slags kønnede slagsider,' lyder det fra Lauren. Foto: Asger Ladefoged

I opslaget problematiserer hun, at dommerpanelet, der tirsdag gav tv-vært Jes Dorph-Petersen medhold, kun bestod af mænd.

Henriette Laursen skrev blandt andet:

»Er det bare mig, der ikke forstår, hvorfor man ikke i netop denne sag, som handler om køn, har forsøgt at sammensætte et mere mangfoldigt dommerpanel?«

Det har fået flere partier - og sågar justitsminister Peter Hummelgaard (S) - til at råbe vagt i gevær. 

»Man skal lade være med at sætte spørgsmålstegn ved domstolenes afgørelser baseret på dommersammensætningen – uanset om det handler om eksempelvis køn, baggrund eller etnicitet,« lød det fra Hummelgaard til B.T. torsdag.

I en skriftlig kommentar til B.T. reagerer Henriette Laursen på kritikken fra partiformand Alex Vanopslagh.

»Jeg ønsker som nævnt ikke at så tvivl, hverken om den konkrete dom eller om Højesteret,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg ønsker alene at pege på, at også vores fremmeste institutioner kan have glæde af at arbejde med ligestilling, som jo også er en god dansk værdi.«

Ifølge Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bør Kvinfo ligefrem fjernes fra finansloven. 

Det kan du læse mere om HER.