Venstre i det midtjyske har stemt nej tak.
Der var enighed om, at partiet i den del af landet vil takke nej til både Løkke og Jensen. Venstre i Midtjylland stemte enstemmigt imod Lars Løkke, og dermed stemte eksempelvis også Troels Lund Poulsens organisatoriske formand imod den formand, som finansordføreren ellers bakker op gennem tykt og tyndt.
Venstre er i dag et parti, hvor skellene går ned mellem venner og allierede gennem årtier. Spørgsmålet er ikke blot, hvor formandsdiskussionen lander, men også hvilket parti der står tilbage.
Lars Løkke Rasmussen har tilbageerobret processen frem mod det brag af et landsmøde i Venstre, som ser ud til at blive fremrykket.
Med sin taktiske manøvre har Løkke dermed klogt sat fuldt fokus på svagheden i oprøret – nemlig manglen på en modkandidat. Ligesom han igen fremstår som den, der kan få øje på løsninger, som ingen andre kunne se. Håndværkeren!
I baglandet nørkler man også med håndværket. Der bliver i disse dage læst grundigt op på partiets vedtægter.
Flere noterer sig, at det er muligt at gennemføre en skriftlig afstemning om formandsvalg på landsmødet – også selvom der kun er én kandidat. Den kandidat (Løkke) skal så have et flertal af de afgivne stemmer.
Dermed kan man fremtvinge en situation, hvor blanke stemmer er lig med mistillid. Teorien er, at man fjerner formanden først – og derefter forventer man, at der kommer nye kandidater på banen.
Svagheden ved den tilgang er naturligvis, at den er 'kujonagtig'. Flere i baglandet har forstået, at deres formand er som vand, der finder enhver sprække i ethvert fundament. Andre er optaget af at opføre sig ordentligt.
Sandheden er, at man ikke kan vælte en formand, der ikke har i sinde at trække sig stilfærdigt tilbage, uden at få smuds på hænderne.
Man bør selvfølgelig også notere sig, at ideen om at kigge i vedtægterne ikke er dumpet tilfældigt ned i alle lokale foreninger. Det nuværende bondeoprør er ikke helt lederløst.
Regionsrådsformændene i det jyske er dem, der flytter informationerne rundt og driver processen, men de har opbakning fra flere Christiansborg-politikere og trækker også på en gruppe af tidligere politikere fra Venstres absolutte top.
Andet ben af strategien rettet mod partitoppen er at lægge maksimalt pres på Jacob Ellemann-Jensen til at stille op som modkandidat til Løkke. Derfor kan man i nogle medier læse, at andre navne også bringes i spil. Ligesom Ellemann utvivlsomt også vil få 'venlige henvendelser' om, at han må træde op i disse for partiet så alvorlige tider.
I denne sammenhæng har Løkke også med sin fremrykning af landsmødet gjort det svært at opnå det ønskede resultat. Sådan en bøf skal modnes langsomt.
Endelig er der meget, der tyder på, at Lars Løkke Rasmussen med sin manøvre i weekenden, hvor han lagde en film på Facebook om, at han vil fremrykke landsmødet og selv er kandidat, dermed også har fået aktiveret en gruppe vælgere og medlemmer, som gerne ser ham blive på posten. De er aktive på sociale medier, hvor de hylder Løkkes bedrifter og beskylder journalister for at puste til ilden i Venstre.
Det er alt sammen klassisk Løkke. Det er godt tænkt. Det er iskoldt, og det er effektivt.
Lars Løkkes formandskab kan meget vel reddes med denne manøvre, men det kommer også med en pris. Ligesom den geniale manøvre i folketingsvalgkampen, hvor han pludselig gik efter en SV-regering, havde en pris. Det er faktisk et afdrag på den gæld, der har udløst den nuværende ballade.
Når baglandet overhovedet har bragt Løkkes formandskab ind i diskussionen nu, er det for at lægge den gamle fløjkrig, der opstod i kølvandet på formandsopgøret i 2014, i graven.
Nu hvor både Løkke og det magtfulde jyske Venstre har boret hælene i jorden, kan man dog være i gang med at etablere endnu mere indædte fløje og endnu dybere fjendskaber.
Derfor flytter diskussionen i Venstre sig nu fra kun at handle om personer og vurderinger af, hvordan Venstre står stærkest ved næste valg til kommuner og regioner og næste folketingsvalg, til også at handle om partiets identitet.
Hvilket parti vil stå tilbage, når stormen har forladt Venstres kyst? Og hvordan kunne de egentligt godt tænke sig, at partiet skulle være.
