Claus Hjort Frederiksen beskylder dem, der ønsker en ny formand for Venstre, for 'mobning' af Lars Løkke.
Det er en yderst bemærkelsesværdig udmelding, fordi den udpensler, hvor hårdt Løkke er presset netop nu.
Sådan lyder dommen fra politisk kommentator Jarl Cordua, som selv er liberal og følger den dramatiske kamp om magten i Venstre tæt.
»Det forekommer mig som et desperat forsøg på at undgå, at magten glider Løkke og ham selv af hænde,« siger han om Claus Hjort Frederiksens opsigtsvækkende udtalelse.
Hvorfor netop Hjort Frederiksens udmelding er et udtryk for desperation i Løkke-lejren vender vi tilbage til.
Det var over for TV2, at Hjort Frederiksen opfordrede Venstres medlemmer til at stoppe 'mobningen' af formand Lars Løkke Rasmussen. Det skete efter at Venstre i Region Midtjylland samt enkelte folketingsmedlemmer og borgmestre offentligt opfordrede både Løkke og næstformand Kristian Jensen til at trække sig.
»Det, der foregår i øjeblikket, ligner for mig at se mobning, hvor man skal gøre livet så surt for Lars Løkke, at han kaster håndklædet i ringen,« sagde Claus Hjort Frederiksen.
At netop Hjort Frederiksen beskylder andre for mobning, undrer i den grad Jarl Cordua.

»Det er både påfaldende og bizart, at netop Claus Hjort Frederiksen føler sig kaldet til at tage hele Venstres organisation i skole. For Hjort Frederiksen var benhård i sin kritik af næstformand Kristian Jensen under Venstres sommergruppemøde, hvor han krævede Jensens afgang,« siger Jarl Cordua.
Dermed er han på linje med den tidligere Venstre-profil Søren Pind, som på Twitter kom med en spydig kommentar efter Claus Hjort Frederiksens 'mobbe-udtalelse'.
'Man må forstå, at den eneste, der må have en mening om Venstres ledelse - mobbe nogen og ændre mening - er Claus Hjort. Jo, jo,' skriver Søren Pind.
Men Jarl Cordua går et skridt videre.
Han finder det besynderligt, at Claus Hjort overhovedet føler behov for at angribe dem, der vil have en ny formand for Venstre.
»Ja, for jeg synes at de har været meget neddæmpede i deres retorik. De har ikke angrebet Løkke som person og anerkender hans resultater, herunder partiets fremgang ved det seneste valg. Men de ønsker et andet formandsskab, og det er de jo i deres gode ret til,« siger Jarl Cordua og understreger, at formandsvalget er en demokratisk proces, som bliver afgjort på Venstres landsmøde.
Han tror ikke, at Hjort Frederiksen orienterede Lars Løkke, før han tog sin formand i forsvar og angreb hans modstandere.
»Men både Claus Hjort og Løkke har været i gamet i mange år og ved, så udmærket, hvor hård en metier politik er. Derfor fremstår Hjorts udmelding som decideret piveri,« siger Jarl Cordua.
Han mener, at der er dyb desperation i Løkke-lejren efter den dramatiske udvikling tirsdag, hvor Venstre i Region Midtjylland, enkelte folketingsmedlemmer og borgmestre offentligt opfordrede både Løkke og næstformand Kristian Jensen til at trække sig.
Det er der især én grund til.
»Det er bemærkelsesværdigt, at kun Hjort og Ulla Tørnæs kom på banen i går (tiorsdag, red.) og forsvarede Løkke - udover Løkke selv. Var det virkelig alt, hvad Løkke kunne mønstre?«, spørger Jarl Cordua.
Derfor mener Jarl Cordua, at de kommende timer bliver afgørende.
»Her vil styrkeforholdet mellem oprørerne og Løkke-fløjen træde tydeligt frem,« siger han og fortsætter:
»Vil flere af Venstres folketingsmedlemmer gå ud og forsvare Løkke offentligt? Eller vil flere kræve hans afgang, som (folketingsmedlem) Preben Bang Henriksen gjorde? Og hvor står Jakob Ellemann-Jensen henne? Han har hidtil ikke villet udtale sig om et eventuelt kandidatur, men bemærk, at han ikke kategorisk har afvist muligheden for at blive formand.«
Tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har netop på TV 2 News givet Løkke sin fulde opbakning til at fortsætte som formand.
De fleste andre V-profiler ønskede ikke at udtale sig om formandsspørgsmålet.