»Al hjælp er jo bedre end ingen hjælp. Men i stedet for at have alle de her forskellige puljer, hvor man kan søge lidt hist og lidt pist, så tror jeg, det vil være en langt større hjælp for eksempel at blive fritaget for moms i en periode. Det vil være en direkte støtte for os og virkelig batte noget.«

Emil Rasoulinia, indehaver af Froggys Café i hjertet af Odense, er som udgangspunkt tilfreds med, at S-regeringen med sit udspil til en politisk sommerpakke, som skal hjælpe særligt trængte erhverv gennem en presset tid, har tænkt på restaurationsbranchen.

Men de 50.000 kroner, der er lagt op til, at den enkelte café eller restaurant kan ansøge om at få, rækker ikke specielt langt.

Emil Rasoulinia så allerhelst, at han og hans kolleger i branchen kunne få mulighed for gennem en given periode at blive helt eller delvis fri for moms.

»Skatteministeren siger, at regeringen nu giver mulighed for, at man kan få udsat A-skat og moms, og det er selvfølgelig dejligt. Men pengene skal jo betales tilbage alligevel,« siger Emil Rasoulinia, som nu afventer at høre mere om, hvad muligheden for økonomisk hjælp helt konkret kommer til at gå ud på.

Det vil de kommende dages forhandlinger mellem regeringen og de politiske partier give svar på.

»Måske vi kan bruge hjælpen til at lave noget markedsføring. Eller måske særlige rabatter til familier eller lignende. Men jeg ved det ikke endnu. Vi er nødt til at få mere at vide om, hvad det konkret handler om,« siger han.

I erkendelse af, at særlig de store byers turist- og restaurationsliv har haft det hårdt under coronakrisen, har regeringen med sommerpakken til restauranterne og cafeerne valgt at fokusere på landets fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Karen Nedergaard Svendsen er regionsformand for HORESTA i Hovedstaden. Hun siger om muligheden for at søge tilskud for cafeer og restauranter:

»Alle er jo glade for at få penge, og det er restauranterne vel undt at kunne få et tilskud. Men jeg tror bare ikke, det rykker ret meget.«

»50.000 kroner rækker til lidt 'corona-politi', en ny kaffemaskine og så måske levende musik en enkelt aften,« siger hun ikke uden sarkasme.

Karen Nedergaard Svendsen så hellere, at nogle af de mange tilskud, som regeringens samlede sommerpakke lægger op til, bliver puljet, så man som turist og forbruger kunne drage direkte nytte af det på tværs af oplevelser.

»Samlet set lyder det jo af mange penge. Men jeg mener, det vil gøre langt mere gavn, hvis man samler det hele og giver et oplevelsesfradrag for gæsterne på restauranter, på museer, i teatre og så videre. Ligesom med håndværkerfradraget. Vi kender det, og vi ved, at det virker. Jeg håber, politikerne vælger at tage det med i forhandlingerne,« siger Karen Nedergaard Svendsen, som også gerne så, at nedsat moms i en given periode vil blive en del af en endelig aftale.

»Jeg er bange for, man kommer til at skyde med spredehagl med det, der er lagt op til lige nu,« siger hun.