Nu er den væk.

Talen, der det seneste døgn har været genstand for heftig kritik og beskyldninger om religiøs social kontrol er fjernet – hvis ikke fra jordens så i hvert fald fra nettets overflade. 

Det drejer sig om en såkaldt fredagstale, der blev afholdt tidligere på måneden i Det Islamiske Trossamfund, hvor taler og underviser Ahmed Yasin opfordrede muslimske studerende, der snart begynder på ungdomsuddannelser eller på universitetet, til at droppe intro- og rustur.

Og det stopper ikke her: 

De studerende blev også anbefalet at pjække fra undervisning, så de kunne komme til fredagsbøn, ligesom de blev rådet til at finde sammen med ligesindede, så man nemmere kan »holde fast i egne værdier.«

B.T. har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Ahmed Yasin gennem Det Islamiske Trossamfund.

Det har ikke kunnet lade sig gøre – i stedet erkender Det Islamiske Trossamfund i en skriftlig kommentar, at talen indeholdt nogle »uhensigtsmæssige formuleringer«, og at den pågældende taler derfor har fået at vide, at trossamfundet ikke opfordrer elever til at pjække fra undervisning. 

For at undgå »yderligere misforståelser« oplyste Bilal Assaad fra Det Islamiske Trossamfund mandag eftermiddag, at:

»Vi allerede har sendt en anmodning til webmasteren om at fjerne den (talen, red.).«

Anmodningen har tilsyneladende materialiseret sig nu – i hvert fald er talen ikke længere at finde på Det Islamiske Trossamfunds hjemmeside

Integrationsekspert Henrik Kokborg nåede imidlertid at høre talen, inden den blev fjernet, og han vurderer, at den var »et klassisk eksempel på en modborgerskabstale.«

Citater fra den nu fjernede tale – og Kokborgs analyse – kan du læse HER

B.T har rakt ud til undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), der ikke har haft mulighed for at stille op til interview.

Det har integrationsminister, Kaare Dybvad (S) til gengæld - i Borgerlig Tabloid er han sat stævne af Astrid Johanne Høg, der spørger: Hvad skal vi stille op med moskeer, der undergraver samfundet?

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke lyt herunder:

Podcast

Muslimsk underviser: 'Hvis integrationsministeren hører det her, vil han forfølge os'

En underviser tilknyttet Det Islamiske Trossamfund opfordrede i en fredagstale den 9. august kommende elever på gymnasiet og nye studerende til ikke at tage med på studieture, ikke at tage til fest og generelt søge samvær med elever “med de samme værdier”. Vi spørger integrationsminister Kaare Dybvad, hvad vi skal stille op med moskeer, der undergraver samfundet?  Vært: Astrid Johanne Høg, debatredaktør på B.T. Gæst: Kaare Dybvad Bek, udlændinge- og integrationsminister  Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Kasper Riising og Maria Asmine Dam Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra debatredaktør Astrid Johanne Høg - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke