»Hvis integrationsministeren hører det her, vil han sige, at det er negativ social kontrol og forsøge at forfølge os. Men det skal ikke skræmme os fra at sige, hvad vi mener og forsøge at holde os til de værdier, vi har.«

Ordene falder fra underviser Ahmed Yasin, der er i færd med at holde tale hos Det Islamiske Trossamfund.

Talen er særligt rettet mod muslimer, der snart begynder på en ungdomsuddannelse.

Og budskabet er ikke til at tage fejl af:

Fredagsbøn i moskeen hos Islamisk Trossamfund på Dortheavej.
Fredagsbøn i moskeen hos Islamisk Trossamfund på Dortheavej. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Hold jer fra alkohol. Drop introfest og byture. Drop rusturen med de andre nye studerende. Allier jer i stedet med ligesindede, så I kan 'holde fast i jeres værdier'.

Integrationsekspert Henrik Kokborg har hørt talen, og han er ikke i tvivl:

»Det er en klassisk modborgerskabstale. Forstået på den måde at der er tale om en meget religiøs afsender, som gør det, den skal på den måde, at man prøver at tale unge muslimer fra at blive en del af det danske samfund via religiøs social kontrol. Og det gøres der glimrende, må man sige,« lyder det fra Kokborg, som har arbejdet med integration i 20 år.

Men hvordan er det egentlig, taleren forsøger at forhindre 'unge muslimer fra at blive en del af det danske samfund'? 

Integrationsekspert Henrik Kokborg kalder talen hos Det Islamiske Trossamfund for 'et klassisk eksempel på en modborgerskabstale.'
Integrationsekspert Henrik Kokborg kalder talen hos Det Islamiske Trossamfund for 'et klassisk eksempel på en modborgerskabstale.' Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Lad os se nærmere på en smagsprøve på talens indhold:

»Find sammen med folk, der har de samme værdier som jer. Der vil være nogen. Hvis ikke i klassen så på årstrinnet eller på skolen. Det kan være ældre eller yngre elever. Der må være nogen, der har samme værdier som jer. Find sammen med dem, så bliver det hele lidt nemmere. Og Allah, han vil ikke lade jer være alene.«

Sådan lyder det fra Det Islamiske Trossamfunds Ahmed Yasin, der tidligere har undervist i islamisk bøn hos Muslimsk Ungdom i Danmark. 

Yasin opfordrer i sin tale muslimske studerende til at være 'Rasmus-modsat' på deres uddannelsessted. 

»Det kan være, at man kommer til at skille sig ud. Det kan være, at man er den eneste i klassen. En af få der ikke skal med til introfesten eller rusturen. Men tag det som en udfordring. (..) Det er okay at sige, 'jeg skal ikke med'. Skal du med til fest?' ‘Nej, jeg skal ikke til fest’. Skal du med på rustur? 'Nej, jeg skal ikke med på rustur'. Skal du med i byen? 'Nej, jeg skal ikke med i byen,« lyder det fra Yasin. 

Ifølge Henrik Kokborg er det konsekvensen af denne tankegang, han møder i sit daglige arbejde.

»Det er det, mange gymnasier, som jeg er i kontakt med, kæmper med, fordi de kan mærke, at sammenhængskraften smuldrer, og segregeringen øges,« lyder det fra Kokborg, der har hæftet sig ved et andet tidspunkt i talen, hvor Ahmed Yasin udtaler: 

»Det starter måske med rygning eller snus. Dårlig opførsel. Dårligt sprog. (..) Og så udvikler det sig til grænseløse forhold mellem unge mænd og unge kvinder. Mange får deres debut af den slags på de her ungdomsuddannelser,« siger Yasin, idet han advarer: 

Det Islamiske Trossamfund i Brønshøj.
Det Islamiske Trossamfund i Brønshøj. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Og det kan måske udvikle sig yderligere til alkohol. Drikkeri. For ikke at sige druk. Og så holder man måske op med at bede, for man tænker, at det ikke kan betale sig. ‘Hvorfor skal jeg bede, når jeg alligevel laver alt det her?’ Og så løber det løbsk. Og stikker helt af.« 

Henrik Kokborg er af den overbevisning, at selvom det kan være få, der lever ordret efter talerens ønsker, vil de fungere som 'moskeernes forlængede arme inde i vores studiemiljøer':

»Fordi dem, der bærer de her værdier, udøver en religiøs social kontrol på de muslimer, som måske ikke går op i de her ting, men bliver underlagt, fordi andre render rundt og leger religiøse politibetjente,« udtaler Henrik Kokberg.

Men hvad er der egentlig i vejen med at droppe alkohol og bytur, hvis man ikke har lyst – man hører jo ofte, at unge skal være sig selv og ikke lade sig presse af flertallet. Hvad er forskellen? 

»Forskellen er, at sådan en tale agerer for modsatrettede værdier og normer end dem, der hersker i det danske samfund. Personlig frihed til at tænke selv. Kønnenes seksuelle frihed. Alle de her ting. Her prøver man at holde hast i et parallelsamfundsbillede. 'Vi er udvalgte, og vi skal stå imod vores fjender, og lade være med at være sammen med dem, men finde vores egne, selv hvis de er ældre.'« 

B.T. har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Ahmed Yasin gennem Det Islamiske Trossamfund. 

Det har i skrivende stund ikke kunnet lade sig gøre – i stedet oplyser Det Islamiske Trossamfund i en skriftlig kommentar, at: 

»Vi står ved talerens pointer om, at det er vigtigt for unge muslimer at værne om deres værdier, sige fra over for drukkultur, hvis de ønsker, og stå ved deres grænser – også når det er upopulært blandt deres kammerater,« skriver Bilal Assaad fra Islamisk Trossamfund og tilføjer: 

»Kokborgs analyse er i virkelig lav opløsning. Den grænser sig til det virkelighedsfjerne. Det skal naturligvis være helt normalt for unge at sætte deres sociale grænser, også hvis de definerer de grænser ud fra deres religiøse baggrund. (..) Ingen andre end Kokborg taler om 'fjender' og 'segregering'. Det virker næsten som at han søger konflikten,« skriver Det Islamiske Trossamfund. 

I talen opfordrer Ahmed Yasin også til, at muslimske studerende pjækker fra undervisning, så de kan komme til fredagsbøn. 

Den sag kan du læse mere om HER.

Dét budskab støtter Islamisk Trossamfund imidlertid ikke, hvilket foreningen gør opmærksom på overfor B.T., hvortil de oplyser, at man har 'sendt en anmodning til webmasteren om at fjerne den (talen, red.), for at undgå yderligere misforståelser.'

Hverken undervisnings- eller kirkeministeren har ønsket at stille op til interview om denne sag – men det har integrationsminister, Kaare Dybvad (S).

I Borgerlig Tabloid-podcasten er han sat stævne af Astrid Johanne Høg, der spørger: Hvad skal vi stille op med moskeer, der undergraver samfundet?

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: