Klokken 9.06 lørdag gik døren op til elevatoren i den venstre fløj på Comwell Hotel Kellers Park ved Vejle.
Ud af den kom Lars Løkke Rasmussen.
Men hvorfor er det interessant, at B.T.'s politiske reporter ved en tilfældighed så den tidligere statsminister her?
Jo, for et helt andet sted på hotellet var det udsatte forretningsudvalgsmøde efter planen begyndt seks minutter forinden.
Derfor blev det også endnu mere mærkværdigt, at vi igen kunne se Lars Løkke Rasmussen klokken 9.10 gå rundt og trække luft ved hotellets bagindgang.
Forretningsudvalgsmødet blev suspenderet fredag ved midnat og skulle begynde igen lørdag klokken 9.00, men der var kun én time til hovedbestyrelsesmødet klokken 10.00.
Så hvorfor var Venstre-formanden ikke til stede under det møde? Det skulle vi få svar på få timer efter.
For da hovedbestyrelsesmødet gik i gang, begyndte sms'erne at tikke ind på B.T.'s politiske reporters telefon.
På mødet var det endt i dramatiske scener, hvor Lars Løkke og Kristian Jensen trådte tilbage som formand og næstformand, og hvor førstnævnte valgte at forlade mødet og køre hjem.
Men det er forhistorien, der er interessant, og som også giver svaret på, hvorfor Løkke spankulerede rundt på hotellet lørdag morgen.
For på fredagens forretningsudvalgsmøde havde Kristian Jensen ranket ryggen, stilet sig op og kommet med det, man nærmest må vurdere som en krigserklæring mod Løkke.
»Jeg træder af, hvis du også træder af. Men hvis du ikke gør, så stiller jeg op som formand til landsmødet og tager et kampvalg mod dig,« kunne Kristian Jensens tale meget vel have lydt.
Det var også derfor, at fredagens forretningsudvalgsmøde blev suspenderet, for så kunne Lars Løkke vurdere, hvad han ville stille op.
Og henover natten var svaret altså blevet klart: Lars Løkke ville tage imod Kristian Jensens foreslag om, at de kunne trække sig sammen.
Derfor var Løkke ikke til stede i mødelokalet klokken 9.00, men kunne altså på hovedbestyrelsesmødet fortælle, at han agtede at trække sig.
Herefter pakkede han sine ting, gik ud gennem en bagindgang og forlod stedet, uden at en eneste journalist opdagede det.
Og det er der faktisk en interessant detalje omkring.
For Lars Løkke formåede også at snige sig udenom journalisterne, da han skulle ankomme til forretningsudvalgsmødet fredag aften.
Med andre ord betyder det, at ingen fotografer har fået taget et billede af Løkke. Den måske mest sorte weekend i politikerens historie er billedmæssigt ikke dokumenteret.
Var det en bevidst strategi?
Det finder vi måske aldrig ud af, men klokken 11.23 fik vi et andet svar. Her bekræftede den tidligere statsminister på Twitter, at tiden som formand var slut.