Lars Løkke Rasmussens beslutning om at trække sig som formand for Venstre har medført en del reaktioner på de sociale medier.

Og det samme gør sig gældende for Løkkes søn, Bergur Løkke Rasmussen, som hylder sin far og nu tidligere Venstre-formand på Twitter.

'Lars Løkke vil for mig altid være 3F: Far, Formand og Forbillede!', indleder han i sit tweet og fortsætter:

'Tak for dine mange år i spidsen for det parti vi begge brænder for og vi aldrig stopper med at kæmpe for,« skriver han afslutningsvis.

Bergur Løkke Rasmussen er, ligesom sin far, medlem af Venstre.

Det var blandt andet her, at Bergur Løkke Rasmussen tidligere i år stillede op ved Europa-Parlamentsvalget, hvor han fik 11.725 personlige stemmer. Det var dog ikke nok til en plads i Europa-Parlamentet

Trods dette har han ikke udelukket, at han en dag vil stille op igen.

»Jeg vil i hvert fald ikke afvise, at det godt kan ske igen.«

Bergur Løkke Rasmussen.
Bergur Løkke Rasmussen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Ved siden af det politiske liv studerer Bergur Løkke Rasmussen på Copenhagen Business School (CBS).

Bergur Løkke Rasmussens opslag på Twitter kommer i kølvandet på en noget hektisk dag i Venstre.

Her bekræftede Lars Løkke Rasmussen først, at han trækker sig som formand for Venstre. Og kort efter var det Kristian Jensens tur til at meddele sin afsked til posten som næstformand.

Det er endnu ikke meldt ud, hvem der nu skal overtage ledelsen i Venstre.