Minksagen var død og begravet, men nu er den blevet genoplivet i kølvandet på B.T.s og Berlingskes nylige afsløringer om blandt andre statsminister Mette Frederiksens (S) slettede SMS'er i sagen.

Selvom sagen har fået nyt liv, nærmer datoen sig, hvor Mette Frederiksen er fredet i sagen og ikke længere vil kunne blive stillet til juridisk til ansvar.

Den 4. november er sagen nemlig juridisk forældet, og dermed er der mindre end en måned til, at statsministeren er i sikkerhed.

Men det vil en lang række partier anført af Liberal Alliance nu gøre noget ved.

De stiller nemlig et beslutningsforslag om at forlænge forældelsesfristen for ministeransvarsloven, så Mette Frederiksen kan stilles til juridisk ansvar.

»De fleste af dem, der er med i minkskandalen, er folk, der også stiller op til næste valg. Så det er også for offentlighedens oplysning,« siger Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, til B.T. og Berlingske.

B.T. har været i kontakt med en række partier, der bakker op om forslaget.

Det drejer sig udover Liberal Alliance om Danmarksdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Borgernes Parti.

Derudover bakker løsgængerne Jeppe Søe og Theresa Scavenius også op om forslaget.

»B.T. og Berlingske har skullet grave meget dybt og have ombudsmandens hjælp til at få tingene frem. Det er under al kritik. Der er behov for meget mere gennemsigtighed - og vi kan ikke acceptere, at regeringen bliver reddet på målstregen af forældelsesfristen. Derfor ønsker vi også en forlængelse af den,« siger Alternativets forsvarsordfører Sascha Faxe til B.T. og Berlingske om partiets støtte til forslaget.

Trods den brede opbakning til beslutningsforslaget, er der stadig lidt vej endnu til de nødvendige 90 mandater, der skal til for at få det vedtaget. Derfor frygter De Konservatives retsordfører, Mette Abildgaard, at regeringen vil blokere for forslaget.

»Jeg tror, at de kommer til at forhindre, at vi kan få det her undersøgt ordentligt nogensinde. Jeg tror, at der sidder et meget snævert flertal, som har en interesse i, at den her sag dør hurtigst muligt,« siger hun til B.T. og Berlingske.

B.T. arbejder på at få Socialistisk Folkeparti og de nordatlantiske mandater til at svare på, om de bakker op om forslaget.