Liberal Alliances officielle politik er at afkriminalisere kokain. 

Altså vil partiet ikke straffe købere, men stadig gå efter sælgere. 

Men nu tager formanden for partiet, Alex Vanopslagh, et skridt i en endnu mere liberal retning. Han vil nemlig legalisere kokain, så det kan købes på et apotek. 

Det fortæller han til komikeren Casper Christensen i Podimo-podcasten 'Casper 3080 Tikøb', hvor de to blandt andet taler om legalisering af narkotika. 

Casper Christensen var med på scenen, da Alex Vanopslagh holdt politisk show i KB-Hallen. 
Casper Christensen var med på scenen, da Alex Vanopslagh holdt politisk show i KB-Hallen.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Partilederen fortæller, at han ikke umiddelbart mener, at der står noget i vejen for at danskerne lovligt kan bruge stoffer, der i dag er forbudte. 

»Lad os sige, at du er en voksen mand, du har styr på dit liv og tre gange om året til en eller anden fest, har du lyst til at tage noget kokain, det burde det være lovligt,« siger Vanopslagh i podcasten. 

Vanopslagh afviser over for Casper Christensen, at han selv har prøvet at tage psykedeliske stoffer som eksempelvis svampe. 

De to kommer ikke nærmere ind på Vanopslaghs eventuelle andre erfaringer med narkotika. 

I Liberal Alliances partiprogram står der, at man vil legalisere cannabis og afkriminalisere narkotika.

Men på sigt vil partiet altså ifølge Vanopslagh gerne gå endnu længere. 

»Jeg har det sådan, at man i første omgang burde afkriminalisere det, men på sigt burde man legalisere og regulere,« siger han. 

Formanden har også et bud på, hvordan salget helt konkret skal forgå. 

»Ideelt set burde du kunne købe det på apoteket, hvor det er 100 procent rent, du får en lille seddel med hvor der står: 'Hvis du oplever de her symptomer, så ring til det her nummer og lad være med at tage mere end det her på en aften.' På den måde fremmer man en ansvarlig brug af det (kokain red.),« siger han. 

I podcasten bliver Casper Christensen, der tidligere har været åben om hans brug af særligt psykedeliske stoffer, og Vanopslagh også enige om, at den nuværende model i Danmark ikke fungerer. 

»Forbuddet virker ikke i hvert fald ikke. Det gør bare stofferne farligere og mere beskidte,« siger  Vanopslagh. 

Alex Vanopslagh siger i et interview med DR tirsdag, at han synes, det står klart og tydeligt, at det ikke virker at behandle mennesker, der er afhængige af et eller flere stoffer, som kriminelle. 

Han siger også til DR, at Liberal Alliances politik stadig er at afkriminalisere stoffer som kokain.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Alex Vanopslagh, men han har ikke ønsket at deltage. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.