»Lille Lea ville være stolt af store Lea.«

Sådan lyder det fra 29-årige Lea Friedberg fra Valby, som stillede op for Socialdemokratiet og nu har fået sæde som den eneste nyvalgte socialdemokrat i Københavns Borgerrepræsentation.

For lige siden hun var helt lille, har hun været offer for mobning og drillerier på grund af sin politiske interesse. Og i mange år følte hun sig ekstremt ensom og alene.

»Jeg var jo den her lille pige med rødt hår, briller og nakketræk. Jeg var en kæmpe nørd, der brugte al min tid på biblioteket som barn. Jeg støvsugede aviserne som teenager, mens de andre festede. Jeg var på mange måder ved siden af, fordi jeg gik så meget op i politik, og derfor var det svært at få venner,« fortæller hun til B.T. og fortsætter:

»Jeg har siddet mange gange til fester og diskuteret politik, hvor folk bare har stirret med tomme blikke, kaldt mig en kæmpe nørd og spurgt, om vi ikke bare skulle komme tilbage til drukspillet. Og jeg forstår dem jo godt. Men hvor er jeg glad for, at jeg var det,« slår hun fast.

Hun lod sig nemlig ikke slå ud, og nu er hendes drøm om at blive valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation blevet til virkelighed.

For med 1.048 personlige stemmer er hun blevet valgt ind.

»Det føles helt sindssygt, og det er virkelig uvirkeligt, at det kunne lade sig gøre ved netop det her valg, som ikke er gået så godt for os. Jeg går egentlig stadig og venter på, at der skal laves en fintælling, hvor man finder ud af, at det ikke er lykkedes alligevel,« fortæller hun.

Foto: privat
Foto: privat

Men drømmen er blevet til virkelighed, og nu skal Lea Friedberg trække i arbejdstøjet, hvor hun vil have fokus på de svageste, unge med angst, stress og ensomhed, ligesom hun vil sætte fokus på grøn omstilling og et Valby med plads til alle.

Og i stedet for at se en lille nørd i spejlbilledet vil hun nu se anderledes og med stolthed på sig selv.

Det kan hun blandt andet takke niårige Esther for, som hun mødte under valgkampen.

»Jeg møder den her lille pige i et lokalområde i Valby, og hun står bare og stirrer på mig med store øjne og åben mund, og jeg var helt forvirret. Pludselig kommer hendes veninde hen til mig og siger: 'Du er Lea! Esther er din første fan.'«

De små piger havde set Lea Friedbergs valgplakater rundt omkring i Valby og havde derfor hørt fra deres forældre, hvad en politiker er. Esther syntes, det var sejt, og håbede derfor, at Lea Friedberg ville vinde.

»Det rørte mig så dybt, at så ung en pige så op til mig og støttede mig på den måde. Det var, som om jeg lige pludselig så lille Lea for mig og spejlede mig i hende,« fortæller hun og fortsætter:

»I stedet for at se en lille nørd er der i hvert fald én lille pige, der ser op til mig, og det er vildere end noget andet. Jeg tror faktisk ikke, jeg kan bede om mere,« understreger hun.

Hun fortæller dog, at den modvind, hun gennem tiden har mødt, kun har gjort hende stærkere og formet hende til at være den politiker, hun er blevet i dag.

»Jeg er stolt af at have holdt fast, og jeg har samtidig også fundet et enormt stort fællesskab i det politiske miljø. Jeg har lært, at det ikke er farligt at stå ved, hvem man er, og det håber jeg, at andre unge i politik vil lade sig inspirere af,« siger hun.

Og det var netop også i Valby, hun trak de fleste personlige stemmer og dermed fik sejren i hus. Hun fortæller således, at omkring 40 procent af de personlige stemmer kom fra Valby.

»Vi fik resultater løbende gennem hele aftenen, og på det første valgsted havde jeg kun fået 12 stemmer. Der tænkte jeg, at løbet var kørt. Men da Valbykredsens stemmer begyndte at blive talt, skete der noget. Pludselig var jeg nummer fem og seks i partiet,« fortæller hun.

Samtidig understreger hun, at det også er en smule skræmmende, at drømmen nu er blevet til virkelighed.

»Det næste dilemma bliver, hvordan jeg kan gøre det godt nok,« siger hun.

Socialdemokratiet fik et knap så prangende kommunalvalg i København, hvor de med Sophie Hæstorp Andersen i front gik tilbage med 10,3 procentpoint og kun opnåede 17,3 procent af stemmerne.