Timerne blev lange og solen var allerede godt i gang med at brænde nattens skygger væk, da man var klar med en borgmester i Odense.

Men vejen op til den endelige konstituering var både lang og trang. Faktisk bliver natten beskrevet som intet mindre end vanvittig.

»Det er uden tvivl den mest vanvittige konstituering, jeg nogensinde har været med til,« siger socialdemokratiets Tim Vermund til B.T. og uddyber:

»Hele natten var bare én stor rutsjebanetur. Valget gik ikke helt, som vi havde håbet på i Socialdemokratiet, og det efterlod os bare på noget mere usikker grund, end vi havde regnet med.«

Socialdemokratiet mistede da også over ti procentpoint af stemmerne ved dette kommunalvalg sammenlignet med resultater i 2017. Og selvom partiet stadig er det største i Odense, så blev deres evner til at forhandle i den grad sat på prøve.

For samtidig gik Det Konservative Folkeparti frem og høstede enormt mange stemmer.

Faktisk så mange, at partiet overhalede Venstre indenom. Der var derfor en reel risiko for, at de borgerlige kunne nuppe magten for næsen af Socialdemokratiet.

Men i borgmesterstolen sidder altså stadig socialdemokratiets Peter Rahbæk Juel. Og bag ham står – overraskende nok – alle partier, bortset fra Venstre.

Tidligt om morgenen dagen efter valget stod dermed De Konservatives Søren Windell side om side med de røde partier og var klar til at pege på en socialdemokratisk borgmester. Der var blevet indgået en bred aftale hen over midten.

»Vi havde naturligvis været gladere, hvis vi havde afsluttet valget med flere stemmer, end vi gjorde, men når det er sagt, så er jeg faktisk rigtig glad for og stolt af, at vi har formået at mødes på midten i en bred aftale. Det, tror jeg, bliver rigtig godt for Odense,« siger Tim Vermund.

Med den brede aftale blev to nye forvaltninger og dertilhørende rådmandsposter desuden oprettet. En sundhedsforvaltning og en klima- og miljøforvaltning.

Og i spidsen for sidstnævnte finder vi altså socialdemokratiets Tim Vermund.

»Det her er en fantastisk mulighed for mig og ikke mindst Socialdemokratiet, Jeg er enormt beæret over den tillid, som jeg bliver vist,« siger Tim Vermund og tilføjer:

»Jeg glæder mig sindssygt meget til opgaven«

Men den brede aftale indgået mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Konservative og Nye Borgerlige har sidenhen mødt hård kritik fra Venstre med Christoffer Lilleholt i front.

Han kaldte faktisk aftalen for noget humbug.

»Det her er noget, som kommer på bordet midt om natten, og det er slet ikke noget, som er blevet undersøgt på forhånd. Der ligger ingen faglige vurderinger til grund for at oprette to nye forvaltninger, og jeg vil simpelthen ikke støtte den slags humbug,« sagde Christoffer Lilleholt onsdag aften om den indgåede aftale, som Venstre altså ikke er en del af.

Spørger man Odenses genvalgte borgmester Peter Rahbæk Juel, ville han dog ønske, at Venstre ville træde ind i samarbejdet.

»Jeg kan jo konstatere, at det lykkedes for de andre borgerlige partier at finde ind i et bredt samarbejde,« sagde Peter Rahbæk Juel onsdag.