Inger Støjberg har ifølge Jakob Ellemann-Jensen gentagne gange handlet illoyalt og undladt at bakke ham op i offentligheden.
Det fortalte han på krisemødet i Venstres ledelse tirsdag aften og remsede en række sager op, fortæller kilder, der var til stede ved mødet.
Derefter konkluderede han, at han fuldstændig havde mistet tilliden til Inger Støjberg. At der nu måtte træffes et valg mellem de to.
Ellemann-Jensen havde forberedt en tale til mødet tirsdag aften, hvor han gennemgik sagerne mellem ham og Støjberg, som var skyld i tillidsbruddet.
Hvis hun ikke kan finde ud af det, må hun gå tilbage til at være menigt folketingsmedlemPeter Gæmelke, medlem af Forretningsudvalget, Venstre
Han nævnte balladen om Venstres linje i MeToo-debatten, forklarer kilder fra mødet.
Her sagde Inger Støjberg, at debatten var ved at 'gå over gevind', og at 'lige nu er det, som om alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre'.
Ellemann-Jensen måtte derefter rede trådene ud og slå partiets linje fast: »Vi skal udtrykke os varsomt i denne debat. Vi skal anerkende, at der er mange følelser på spil, og at der er en række kvinder, som er blevet krænket.«
Så nævnte Ellemann-Jensen minksagen, hvor nærmest det samme skete.

Inger Støjberg sagde under en traktordemonstration, at hun ville 'have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance'.
At 'dræne sumpen' er et udtryk, som Donald Trump har brugt til at kritisere statsadministrationen i USA.
Det var ikke partiets politik, måtte Ellemann-Jensen slå fast: »Statsadministrationen har vi det fint med.«
Han nævnte også, at Inger Støjberg ikke har bakket ham op, når Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, har angrebet ham på udlændingepolitikken.

I stedet har Støjberg været med i Nye Borgerliges kampagner.
Og så kom han til den mest aktuelle sag, som begyndte for tre dage siden.
Ellemann-Jensen fortalte på mødet tirsdag aften, at det ikke kunne passe, når Inger Støjberg på Facebook skrev, at hun ikke var orienteret om hans interview i Jyllands-Posten.
I interviewet meldte han ud, at Venstre vil stemme for rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis der er grundlag for det, fordi hun og partiet skal renses.
Støjberg var orienteret om interviewet, sagde Ellemann-Jensen tirsdag aften, fortæller kilder til B.T.
Ellemann-Jensen forklarede, at han havde et møde med Støjberg lørdag 26. december, hvor han fremlagde sine holdninger og sagde, at han af hensyn til Venstre ville gå ud med det i offentligheden.
Ellemann-Jensen forklarede videre, at han gav interviewet til Jyllands-Posten den efterfølgende søndag formiddag.
Efter interviewet ringede han til Inger Støjberg for at orientere hende. Hun svarede ikke, så han sendte hende en længere sms for at redegøre for indholdet af interviewet.

Desuden gav han Støjberg og forretningsudvalget en grundig orientering på et møde søndag eftermiddag, forklarede Ellemann-Jensen.
Derfor kunne det altså ikke passe, når Inger Støjberg på Facebook skrev: 'Jeg er meget overrasket. Jeg vidste ikke, han havde lavet interviewet, og jeg er helt uenig.'
Så ved mødet tirsdag aften slog Ellemann-Jensen fast, at nu var tilliden til hans næstformand forsvundet.
Han stillede et ultimatum.

Enten fortsætter Inger ikke som næstformand, eller også fortsætter Ellemann-Jensen ikke som formand, var essensen i ultimatummet, fortæller kilder til B.T.
Venstres formand understregede samtidig, at det her ikke handler om politik. Han understregede, at det handler om, at Støjberg – ifølge ham – har optrådt illoyalt, ikke har bakket ham op i offentligheden og sat sig selv før partiet.
Gentagne gange.
Peter Gæmelke, som er medlem af forretningsudvalget, forklarer, at der var bred enighed om, at Inger Støjberg måtte trække sig:
»En næstformands vigtigste opgave er at være en tro tjener mod formanden. Problemet var, at næstformanden var for selvstændig i de her sager. Vi kan ikke leve med en organisation, hvor formanden og næstformanden ikke har det godt med hinanden,« siger Peter Gæmelke.
Han uddyber, at det også var problematisk, at Støjberg på Facebook erklærede sig uenig med beslutningen om, at Venstre vil bakke op en rigsretssag, hvis der er grundlag for det.
»Når hun er i forretningsudvalget, så er hun faktisk i partiets bestyrelse. Det er noget andet, end når hun går rundt inde på Christiansborg og leger. Her er hun nødt til at være tro mod den formand, som vi har valgt. Hun er valgt som en tro væbner for ham. Hvis hun ikke kan finde ud af det, må hun gå tilbage til at være menigt folketingsmedlem.«
Nu skal en ny næstformand for Venstre vælges på et ekstraordinært landsmøde.