Et flertal i Folketinget er onsdag formiddag blevet enige om den endelige udgave af anklageskriftet mod Inger Støjberg (V).

B.T. er kommet i besiddelse af det endelige anklageskrift, der siden onsdag i forrige uge har fået en enkelt tilføjelse.

Tilføjelsen er, at Inger Støjberg ikke kun gav urigtige og misvisende oplysninger til sine kolleger i Folketinget på et enkelt samråd 21. juni 2017.

Det gjorde hun ifølge tiltalen på hele fire samråd. Ud over førnævnte skete det også 23. juni 2017, 11. oktober 2017 og 1. marts 2019.

»Det er godt, at alle samråd er nævnt i tiltalen til rigsretssagen. Hvis man kun nævner én dato, så har man indtryk af, at der kun er blevet vildledt en enkelt gang, og det er forkert. Der er blevet vildledt flere gange. Og det skal tiltalen også afspejle,« mener Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard.

Det centrale i rigsretstiltalen er dog, at Inger Støjberg i sin tid som minister ulovligt og undtagelsesfrit iværksatte og fastholdt en administration, hvor ægtefæller og samlevende par – hvoraf den ene var mindreårig – blev adskilt, mens de var indkvarteret i asylsystemet.

Og så er det en skærpende omstændighed, at Støjberg gav urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget om sagen på fire samråd.

Anklageskriftet står på sidste side i et ti sider langt beslutningsforslag.

Ifølge Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, skal forslaget førstebehandles i Folketinget torsdag.

Se det endelige anklageskrift her.